»Ja, det er gulerodspædagogik, men det bruger vi jo meget. Vi anerkender, når nogle gør noget rigtigt og godt«, siger souschef Mette Weldon fra Kildevældsskolen.

»Her får en klasse så noget konkret i hånden, nemlig 100 kroner og en skinnende pokal købt billigt på nettet. Det er total gulerodspædagogik, men det virker«.

På række to og to - det skaber ro

Souschefen og to lærere fortæller, at de har brugt det at gå og stå på række i omkring otte år på skolen. Fordi det giver en ro. Eleverne kender rammen, de ved, hvad lærerne forventer, og det giver tryghed. Samtidig slipper eleverne for skældud, så længe de går og står nogenlunde roligt.

»Det er dejligt, at jeg ikke skal bruge de første ti minutter af lektionen på at skabe ro. Når eleverne står langs væggen og går ind én og én, for eksempel mens de siger et bogstav i alfabetet, så har jeg roen med ind i klassen«, forklarer lærer Helle Müller, der har 0.y.

Her er reglen, at pigerne står på den ene side af gangen og drengene på den anden. For så er det lettere for andre at komme forbi på gangen. Det er forskelligt, hvordan hver lærer bruger reglen.

»Nogle gange har jeg lagt tal på gulvet på gangen, og så skal hver elev samle et tal op og gå ind på sin plads. Så er vi i gang«.

»Vi bruger meget tid på at lære eleverne det i børnehaveklassen«, siger hun.

Lærer Jakob Kähler fortæller, at han en dag skulle være vikar i en 5. klasse. På mellemtrinnet stiller eleverne ikke op på række, men de havde ham som lærer frem til 3. klasse, så da de vidste, at det var ham, der skulle være vikar, så stod de på række to og to, da han kom hen til klassen. Det kom automatisk, fordi det var ham.

»Det er dejligt, fordi ingen larmer ned ad gangene. Vi bruger gangene til undervisning, og flere underviser med åben dør. Det kan sagtens lade sig gøre«, siger Jakob Kähler.

Frihed inden for rammen

Kildevældsskolen har tidligere haft mere uro på gangene og i klasserne, og da de indførte reglen for otte år siden, gik der noget tid med at finde den rette form. Det eneste, der var fastsat, var, at eleverne skulle stå i en form for række. Dengang manglede lærerne et fælles tegn for ro, og da de besluttede det, gik det lettere.

Mette Weldon har tidligere arbejdet i England, og hun fortæller, at alle jo synes, at briter er så høflige.

»Det er drevet ind i dem fra begyndelsen. I England er disciplin aldrig blevet et negativt begreb, men her i Danmark har disciplin en negativ klang, og mange ser det som noget gammeldags. Jeg synes slet ikke, det er negativt. Tværtimod så frisætter vi noget. Der bliver plads til noget andet. Der er jo frihed inden for rammen«.

Mette Weldon spørger altid ved en ansættelsessamtale, hvordan ansøgerens tilgang til ro i klassen er. Det er vigtigt.

»Hvis ikke vi har sådan en regel, så opstår der lettere konflikter. Dem slipper børnene for her, de kan være trygge. Man fokuserer på noget andet, når man har sådan en ramme. Det handler ikke om, hvem der skubbede og så videre. Man får mere effektiv undervisningstid«.

»Jeg synes ikke, det er spor gammeldags«, siger Helle Müller.

»Det er tværtimod nytænkende i dag, hvor børn skal klare den længere skoledag. Så er det vigtigt, at der ikke er totalt huttelihej omkring dem hele dagen«.

Hun fortæller, at hun altid holder et kvarters stilhed, når spisepausen begynder. Den varer en halv time, og det første kvarter foregår i stilhed, hvor børnene kan nyde den mad, som deres forældre har lavet til dem.

»Vi får alle noget ro i vores hoveder. I min klasse sidder de fuldstændig stille og spiser deres mad. Det er hyggeligt, det er jo ikke rigidt, men hyggeligt og rart. Hvis jeg spørger dem, om de vil tale i hele spisepausen en dag, så siger de nej. Men vi har også yoga i klassen indimellem«, griner hun.