Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er med stor beklagelse, at vi på Skolerne i Nykøbing i dag fik at vide, at Jytte tabte kampen mod kræften.
Jytte har siden 2004 været tilknyttet Grundtvigsskolen (nu Skolerne i Nykøbing) og har primært haft funktioner inden for det sproglige område. Jytte var nemlig tidligere uddannet korrespondent, hvilket var en klar fordel i hendes sprogundervisning. Det skinnede især igennem, at hun kendte til forskellige læringsteknikker inden for det sproglige område i hendes undervisning af de tosprogede elever. Hun havde et særligt hjerte for disse elever og skabte nogle rigtig gode relationer, som vil blive savnet.
Jytte var meget hjælpsom og sagde altid JA, når man kom med en opgave eller en forespørgsel til hende; et rigtigt overskudsmenneske, der altid var smilende og i godt humør. Jytte var også altid klar med en skarp og galgenhumoristisk kommentar til diverse emner, der blev vendt på lærerværelset.
Hun gjorde altid, hvad der stod i hendes magt, hvilket klart skinnede igennem i de sidste måneder af hendes virke på Skolerne i Nykøbing.
Vores tanker går i denne svære tid til hendes efterladte.