Alexander lærer ikke en skid, når han sidder i klassen med de andre børn.

Sådan lyder den 14-årige drengs egen mundrette analyse af sin skolesituation. På en af de dårlige dage i hvert fald. Alexander har ADHD. Ikke på den der hænge-i-gardinerne-agtige måde, men lærernes instruktioner bliver hurtigt glemt igen. Og når der bliver delt opgaveark ud i timerne, ender Alexander ofte med at tegne monstre eller kruseduller på dem i stedet for at løse opgaverne.

”Altså, jeg vil gerne lave opgaverne, men lige pludselig ... så laver jeg bare noget andet”, siger han. Indtrykkene fra klassekammeraternes rumsteren bliver overvældende, og dét, der for de andre børn føles som en almindelig hyggelig skoledag i 7. klasse, bliver let en udmattende oplevelse for Alexander.

Han taler langsomt og overvejer sine svar grundigt og bruger ikke mange ord. Men indeni kan der være alt andet end roligt.

Alexander lider nemlig også af angst. Angst for at være væk fra sine forældre og angst for at få et af de der panikanfald, som rammer ham fra tid til anden.

Hans psykiater mener, at lidelsen udspringer af mange års overbelastning af at gå i skole på almindelige vilkår.

Midtvejs i 5. klasse fyldte angsten så meget, at hans mor måtte tage med i skole og sidde ved siden af Alexander i klassen. I løbet af en uges tid kunne hun gradvist trække sig i baggrunden, uden at det udløste et anfald. Først rykkede hun ned til bagvæggen i klassen, senere kunne hun sidde ude på gangen, og i et par måneder sad Alexanders forældre på skift i timevis i deres bil på skolens parkeringsplads, imens deres dreng var i skole.

Da han et par måneder inde i 6. klasse skiftede medicin, gik det igen ned ad bakke, og han turde ikke gå længere end 50 meter væk fra hjemmet.

Alexander har ikke samlet været væk fra skolen i mere end en uge ad gangen, men i de sværeste perioder er det kun blevet til en-to lektioner om ugen.

Et stigende antal skolebørn har som Alexander så svært ved at være i skolen, at de giver op og blive hjemme i længere perioder. Sidste år gennemførte Epinion en undersøgelse for Danmarks Lærerforening, der viste, at 27 procent af forældre har oplevet perioder, hvor deres barn har haft skolevægring. Men modsat mange andre modtager Alexander nu undervisning, og han kommer efterhånden også i skole de fleste af ugens dage.

Spørger man ham selv og hans forældre, er en afgørende del af forklaringen, at Alexanders skole for to år siden skærpede indsatsen over for de elever, der har allermest fravær. Lyshøjskolen ansatte en speciallærer, Mette Cramon Christoffersen, til at give udvalgte elever en kombination af individuel støtte på skolen og onlineundervisning. Noget, de på skolen kalder for en hybridindsats.

Onlineskoleskemaet

Alexander er aldrig i skole en hel dag. Hver torsdag er en hjemmeskoledag, hvor dagen starter klokken otte med en onlinelektion i enten dansk eller matematik, og senere på dagen er der digital idræt. Begge dele én til én-undervisning med Mette Cramon Christoffersen.

”Det er hårdt at have onlineundervisning med Mette. Jeg vil gerne have timerne, men det er hårdt at tage sig sammen til det”, siger Alexander.

Undervisningen er så udmattende, at hans mor ofte finder ham liggende på gulvet i køkkenet eller på værelset, så snart computeren er slukket. Her ligger han og ”splatter ud”, som de kalder det.

Onlineundervisning

Lærer i Kolding kører kommunal onlineskole

Alexander har opfundet nogle tricks, som han bruger undervejs i undervisningen, hvis han har brug for en mental pause. Indimellem ”kommer han til” at tabe sin blyant på gulvet, for eksempel. Det giver ham anledning til at kravle ned under bordet uden for Zoom-kameraets åsyn. Og der kan godt gå temmelig lang tid med at finde den der blyant, forklarer han med et skævt smil. Og hvis dét ikke er pause nok, er Alexander også blevet mester i at trække tiden, når Mette Cramon Christoffersen beder ham om at finde et opgavehæfte frem eller hente sit penalhus. Hvis han henter tingene én ad gangen eller kun gør præcis dét, som han bliver bedt om, kan han få et par tiltrængte sekunders ro.

Mandag har Alexander fire lektioner med klassen. To i biologi og to i dansk, og efter det store frikvarter går han hjem, når klassekammeraterne skal have matematik. Tirsdag, onsdag og fredag har Alexander eneundervisning med Mette Cramon Christoffersen på hendes kontor på skolen eller ude på gange foran klasselokalet, og læreren er også støtteperson i nogle af timerne i klassen, og det gør en forskel.

”Det er vigtigt for Alexanders angstterapi, at han er til stede i klassen, og det er godt, at han er der. Men mit indtryk er, at han ikke lærer særlig meget i de timer”, siger hans mor, Majken.

Men støttetimerne, eneundervisningen og den digitale undervisning har til gengæld medført en betydelig faglig fremdrift. For Alexander er faktisk ”ret skarp”, fortæller både hans mor og hans støttelærer.

”Jeg har aldrig forestillet mig, at Alexander kunne få en afgangseksamen under de vilkår og rammer, der er i folkeskolen, men fordi det går så godt i øjeblikket, tænkte jeg forleden, at det kan da godt være, at han kan det alligevel”, siger Alexanders mor med en lidt forsigtig optimisme.

I denne uge, hvor Folkeskolen besøger familien i Kolding, har Alexander været én time mere i skole, end han plejer, fortæller han stolt. Eneundervisningen med Mette Cramon Christoffersen betyder også, at han i flere af fagene er så meget på niveau med sine klassekammerater, at han faktisk rækker hånden op i undervisningen, når lærerne stiller et spørgsmål i plenum.

Der kommer med andre ord langsomt flere gode dage, og det smitter af på livet uden for klasselokalet. For selv om Alexander savner at være sammen med andre børn, har han ikke energien til hverken fritidsordning, legeaftaler eller fritidsinteresser, når skolelivet er svært, fortæller hans mor, Majken.

Alle hans kræfter bliver brugt på at gå i skole, og søndagen går med at være bekymret for mandagen, hvor skoleugen starter. Isolationen fra vennerne gør ham trist, men samtidig orker han ikke at se dem, og sådan er Alexander flere gange røget ind i en ond spiral af mistrivsel.

For tiden ser det heldigvis ud til, at spiralen går den anden vej.

Coronatiden

Alexander har aldrig været sådan et barn, der ikke kunne vente med at få skoletasken på og komme af sted i skole, fortæller hans mor, og i de små klasser måtte pædagogerne ofte stå klar for at tage imod ham om morgenen.

”I lang tid tænkte vi, at han måske bare var lidt doven, og sendte ham af sted alligevel, men efterhånden gik det op for os, at han virkelig ikke havde lyst til at være i skolen”, fortæller Majken.

Allerede i de første skoleår havde hans forældre mistanke om, at han havde ADHD, og fik ham udredt hos en privat psykiater. Skolens ledelse holdt alligevel fast i, at Alexander skulle indgå på samme vilkår som de andre elever, fortæller Majken. Hun husker det som en meget svær tid, hvor Alexander ikke trivedes.

Da statsministeren i marts 2020 lukkede de danske skoler ned i folkesundhedens og covid-19-pandemiens navn, skete der dog noget nyt.

Undervisning foran computerskærmen i familiens hus med forældrene inden for rækkevidde gav Alexander en sjælden ro, fortæller hans mor. Da skolerne langsomt åbnede igen med kun én fast lærer til den samme lille gruppe elever og med bundsolide rutiner og zoneaftegninger på gulvet, var hendes søn i trivsel, husker hun. Og da skoleundervisningen vendte tilbage til normalen, var Alexanders egen fortælling om det at gå i skole forvandlet til en succeshistorie.

Der gik dog ikke længe, før Alexander blev mere og mere presset af den normale skolehverdag, og tilværelsen blev igen svær, og fraværet steg. Da Mette Cramon Christoffersen blev ansat til at starte Lyshøjskolens fraværsindsats i 2022, blev Alexander udvalgt til gruppen.

”Jeg var meget ked af det. Det var hårdt at skulle kæmpe hver dag for at komme i skole, og når jeg ikke var i skole, savnede jeg mine venner”, fortæller Alexander.

Når han er væk fra skolen i længere tid, kan han godt føle sig uden for fællesskabet i klassen. Men eleverne er søde ved hinanden, synes han. De fleste af drengene i klassen er glade for at spille fodbold, fortæller Alexander. Det er han ikke, så han er mest sammen med tre andre drenge, der ”er lidt mere til Minecraft end til fodbold”, som han siger.

Fællesskabet

Da Alexander skulle tilbage i klassen, tog Mette Cramon Christoffersen udgangspunkt i hans tilhørsforhold til de andre elever. Sammen lagde de et skema, som bestod af tre timers onlineundervisning eller eneundervisning og derudover kun fysisk tilstedeværelse på skolen i frikvartererne, fortæller Mette Cramon Christoffersen.

”Det gør mig glad. Jeg får mere lyst til at komme i skole”, siger Alexander, når han bliver spurgt, hvad det betyder for ham at være en del af klassens fællesskab.

Han er også den eneste af de første seks elever i onlineskolen, der nu er kommet tilbage til sin egen klasse, fortæller Mette Cramon Christoffersen. Flere af andre er kommet på specialskole.

Alexander blev også indstillet til specialskole, men blev afvist. Og i dag, hvor det går godt, er hans mor glad for, at han går på Lyshøjskolen med sine venner frem for på en specialskole. Hun arbejder som skolesundhedsplejerske i Kolding Kommune og møder indimellem eleverne på kommunens specialskoler.

”Jeg hører ofte, at de unge (på specialskoler, redaktionen) savner venskaber. De bliver jo kørt hver til sit, når skoledagen er overstået, så det er svært for dem at være sammen efter skole”, siger Majken og tilføjer:

”Det sociale er det, der giver Alexander lyst til at gå i skole”.

Lige nu har Alexander det godt, og han drømmer om, at han om et år har endnu flere timer på skolen, fortæller han.

”Jeg føler mig lidt udenfor, når jeg ikke er der i alle timer”.