Uskolet

Nu kræver punktet Eventuelt oprejsning

Offentliggjort

”Nogen, der har noget til Eventuelt?”

Alle kender situationen, og alle har oplevet de opgivende suk, hvis en mødedeltager på dét tidspunkt formaster sig til at række hånden op. På møde efter møde er punktet Eventuelt – ofte endda forkortet til det endnu mere undseelige ”Evt.” – blevet henvist til en skyggetilværelse altid nederst på alverdens dagsordener.

Men nu kræver Eventuelt oprejsning, for punktets potentiale er angiveligt slet ikke udnyttet.

”Vi har at gøre med den sidste lille uregerlige mulighed for liv og lys i en kold og teknokratisk Excel-kultur, der udelukkende fokuserer på effektivitet”, lyder det. ”Det er under Eventuelt, det nye skal komme, det uforudsigelige, ikkeplanlagte, det improviserede og kreative”.

Til en start er målet at flytte punktet væk fra det tidspunkt, hvor mødedeltagerne reelt er på vej ud ad døren.

”Selv åbenlyst overflødige punkter som 'Godkendelse af referat fra sidste møde' bliver jo taget mere alvorligt”.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.