Uskolet

OK18-leksikon fra A til Åh!

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Arbejdsgivere. Betegnelse opfundet af dem selv, så det lyder som en gave.

Bondo. Hårdtarbejdende formand og top­forhandler. Stærkt brand i offentligheden trods let ubekvemt fonetisk slægtskab med primitiv håndtromme.

Civiliseret opførsel. Bare ikke nemt, når den ene part »kun vil tage og ikke give«.

Den danske model. Højt besunget anordning af 1899 om, at fagbevægelse og arbejdsgiverforeninger i frie forhandlinger uden politisk indblanding kan lande forlig, ved at begge sider i gensidig respekt giver indrømmelser. Håbløs romantik, har det selvfølgelig vist sig.

Excel. Effektivt computerprogram, især hvis Alexander på 11 år snart ville styre sin ADHD, 91-årige Åse gad selv gå i bad, og danskerne generelt ville tage sig sammen og være mere raske.

Frokostpause. Stridspunkt, fordi forkælede lønmodtagere insisterer på i samfulde 30 minutter at sidde på deres flade og sniksnakke med mad i munden om jobrelaterede udfordringer.

Gidsler. Hvad alle beskylder modparten for at tage i en konflikt.

Handlekraftige. Hvad alle politikere allerhelst vil fremstå som.

Innovationsminister Sophie Løhde ikke mindst.

Ja-hat. Hovedbeklædning, som privilegerede mener, at knap så privilegerede skulle tage at iføre sig.

KL. Hundehoveder og hængerøve, lusede amatører, elendige klamphuggere, latterlige skidesprællere, impotente grødbønder, talentløse skiderikker.

Lønfest. Kandidat til årets mest provokerende ord.

Moderniseringsstyrelsen. Jamen altså, tusind tak for den opfindelse i 2011, onkel Corydon. Kunne du for helvede ikke bare have solgt dén til Goldman Sachs?

Nok er nok.

Offentligt ansatte. 750.000 danskere, som til stadighed skal forsvare deres indsats på områder, som alle på én gang tager for givet, har kolossale forventninger til og ikke vil betale for. Det sidste dog kun ifølge regeringen.

Prestige. Mærkeligt nok nemmest at opnå i job, der ikke har noget med mennesker at gøre.

Quick og Oddset og Vikinglotto. Bare en smule held kunne sætte en stopper for alle disse bekymringer.

Revolution. Det er jo ikke, fordi argumenterne bliver færre og færre.

Socialdemokratiet. Hulubalu?

Tillid. Hippieagtig forestilling om, at medmennesker grundlæggende er pålidelige og loyale, ikke konstant er ude på at tage røven på én og faktisk formår at udøve dømmekraft på områder, de af interesse har dygtiggjort sig inden for.

Udgift. Finansministeriel betegnelse for den offentlige sektor. Dog ikke under en lockout, hvor betegnelsen er: indtægt.

Velfærdssamfund. Fascinerende indretning, som snart kan opleves på museer. I udlandet.

Xylofon. Irrelevant musikinstrument, som efterhånden udelukkende gør nytte i alfabetiske oversigter.

Ydmygelse. Går måske én gang. Ikke to.

Ziegler, Michael. Venligt smilende, konservativ, skjorteklædt kontormand fra Høje Taastrup. Udenpå.

Ækvivalens. Betyder »samme værdi«. Eksempler: offentligt ansatte og privatansatte. Og: kvindedominerede fag og mandedominerede fag. Ikke ens, men lige.

Ø. I matematikken betegnelsen for den tomme mængde. Dækkende for det samlede antal politikere, der er værd at stemme på ved næste valg.

Åh fuck!