I fjor var der rekord i skolelukninger, og i år ser det ud til at blive næsten lige så blodigt, viser Folkeskolens årlige undersøgelse. Til sommer vil der i al stilhed være forsvundet omkring en femtedel af folkeskolerne, siden de nye kommuner overtog 1.600 skoler ved kommunalreformen i 2007.

Hver femte skole er væk til sommer

Det er en kraftig ændring af den måde, vi driver skole på. Den er ikke besluttet og diskuteret som en strategi for at få bedre skoler. Det sker bare.

Det kan godt være, at det mange steder kan være en god ide med større skoler. Men det er desværre ikke engang det, der sker.

Mange kommunale politikere sætter sig desværre solidt mellem to stole.

Forældreprotester får dem alt for ofte til kun at lægge skoler sammen på papiret. For eksempel i Holbæk, hvor politikerne sammenlagde 21 skoler til otte skoler - dog stadig fordelt på de samme 21 matrikler!

Denne tendens kunne også ses sidste år, hvor 136 skoler blev til 60 skoler på flere matrikler. I år er de tilsvarende tal 120 skoler, som bliver til 50.

Det betyder, at den afdelingsopdelte skole - ofte geografisk spredt - for længst er et faktum, uden at det har været genstand for politisk drøftelse, om det er den bedste skole. Det samme gælder de facto-aflivningen af klasselæreren.

Papirsammenlægningerne betyder desuden, at man ikke høster de potentielle faglige og økonomiske fordele ved en stor skole.

Til gengæld sparer man på skoleledelsen.

Formanden for skolelederne, Anders Balle, råber vagt i gevær:

»Vi ser kommuner skære 20-30, ja, helt op til 50 procent på ledelsen, og det bekymrer mig dybt, for det bliver svært at tilbyde lærerne den sparring, der skal til for at løfte kvaliteten af undervisningen«, siger han i dette nummer af Folkeskolen.

Det er paradoksalt, for god skoleledelse bliver samtidig nævnt igen og igen ved skåltaler på topplan.

I sidste uge var Anders Bondo og Christine Antorini til uddannelsestopmøde i New York. Sammen med 23 andre højtpræsterende lande (Ja, Danmark er altså med her!) havde de fokus på blandt andet skoleledelse som et af de tre vigtigste indsatsområder.

Bagefter lød de inspirerede. For eksempel sagde undervisningsminister Christine Antorini:

»En af vejene, som mange også har nævnt her, er at have et tæt samarbejde med de professionelle ude i praksis - det er jo lærerne og skoleledelserne. Vi skal hele tiden have en dialog mellem det politiske og praksisfeltet«, sagde hun.

Men de kommunale politikere, som beslutter den konkrete indretning af skolerne, har ikke været i New York. De sidder i Holbæk og vil gerne genvælges. Måske skulle Antorini og Bondo tage deres overtalelsesevner med ud i den kommunale virkelighed. For de er nødt til at finde en måde at bygge bro mellem New York og Holbæk på. Ellers forbliver de fine visioner i skåltalernes verden.