»Lærere føler sig ikke bundet af kanon«. For nogle en nyhed, for andre en kendsgerning. Kort efter nytår stod det klart i flere medier, at den litteratur- og historiekanon, vi er forpligtet til at undervise i, nok ikke er så integreret i praksis, som den bør: »Kanon er kun til inspiration« skrev Folkeskolen, og flere artikler fulgte. Om det er et tilfælde eller ej, at der kort tid efter lå to bøger til anmeldelse i min postkasse med forslag til undervisning i de historiske kanonpunkter, må stå hen i det uvisse. Men jeg er forberedt og ved, hvad jeg er oppe imod.    

Hos Alinea og Gyldendal er man ikke afskrækket af modstræbende underviseres nonchalante omgang med emnet. Tværtimod er man hos Gyldendal af den overbevisning, at jo mere konkret og håndgribeligt de kan gøre det, jo mere villige er "vi" til at investere i produktet. Det har de jo på sin vis ret i. Resultatet har de kaldt »Historiekanon - i praksis« og er en kopimappe med alle 29 historiske kanonpunkter illustreret i tekst og billeder. Inspireret af Fælles Mål fra 2009 er emnerne inddelt efter niveau og med anvisninger i, hvad der arbejdes med på hvert trin. Lige til at gå til.

Bag materialet står Jens Aage Poulsen, som i sit forord implicit indrømmer, at en "håndsrækning" er at foretrække frem for store forkromede værker. Og det er det, det er. En overskuelig mappe inddelt efter et konsekvent princip: fire sider til hvert nedslag: to med læsetekster til eleverne, én med opgaver og én henvendt til læreren med yderligere forslag til aktiviteter. I realiteten det eneste, du som underviser har brug for som overblik og inspiration i arbejdet med kanonpunkterne. Og der er fortsat masser af rum - og tid - til at bibringe faget sine egne historiske yndlingsmomenter.

Hos Alinea går de mere komplekst til opgaven. De satser i materialet »Udkig fra historiekanon« på de ældste klasser og bestræber sig på at perspektivere kanonpunkterne ved at pløje verdenshistorien for samtidige begivenheder. Det er der kommet et visuelt og teoretisk smukt materiale ud af, men også et materiale, der indsnævrer muligheden for improvisation. Materialet opererer med tre udsigter, tæt, langt og borte, som en slags gennemgående horisont og genkendelighed i kapitlerne.

Læseren udnævnes til "vagtpost" i overensstemmelse med værkets titel - udkig - og så er det egentlig bare om at komme i gang med at orientere sig og dreje linsen mod udvalget af tekster og billeder. I eget forord præsenteres indholdet som »ny viden og nye kulturmøder fjernt fra Danmarks grænser«. Genforeningen i 1920 (tæt) kommer derfor også til at handle om den Russiske Revolution (langt) og endelig Asien og genopdagelsen af Silkevejen (borte). Den røde tråd må man læse sig til i materialet. Der er på nuværende tidspunkt tre hæfter i serien, men der arbejdes på i alt otte hæfter. Den omtalte behandler kanonpunkterne fra år 1900 og fremefter. Et godt tænkt materiale, der behandler sit indhold seriøst og med en kreativ vinkling.

Har Alinea og/eller Gyldendal så fundet en form, der appellerer til at undervise i alle de 29 historiske kanonpunkter? Med de to meget forskellige bud på, hvordan sagen gribes an, er det vanskeligt at lave en fælles vurdering. Og det vil heller ikke være fair over for forlagene. I stedet vil jeg opfordre mine kolleger landet over til at gøre sig ulejligheden at studere materialerne på materialernes præmisser og glemme alt om krav og påbud. Der ligger et stort arbejde bag, og begge har kvaliteter til at gøre historieundervisningen både spændende og vedkommende for eleverne. I sidste ende er det vel også lærerens ansvar og ikke forlagets?