Debat

Revolutionen er i gang

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Anders Fogh Rasmussen citeres i Politiken den 24. januar for at udtale: »Der er behov for en revolution på de danske lærerværelser«.

Jeg må sige, at der er en revolution er i gang efter forliget om fremtidens folkeskole. Revolutionen består af en centralistisk detailstyring af den danske folkeskole.

Men jeg har min tvivl om effekten på lærerværelserne. Jeg tror snarere, revolutionen resulterer i, at børnene på kort sigt vil få et løft på det faglige tunnelsyn, som ligger inden for forligspartiernes udefinerede kvalitetskriterier, hvor kontrol af og mistillid til kommune, skoleleder, lærer og elev hører til dagens orden. Det er et tilbageskridt, som kan tidsfæstes til før 1968. Det mest skræmmende er, at toneangivende partier siden 1901 er parterne i dette tilbageskuende forlig (Venstre, De Konservative og Socialdemokraterne).

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det bør skabe grobund for en kontrarevolution på Christiansborg, når vi ser effekten af forligspartiernes selvtilstrækkelighed. Et nyt 1973-valg er en mulighed, hvor der vendes rundt i partiers positioner, og nye kommer til.

For et par år siden meldte Fogh ud i sin nytårstale, at visse fagligt underbyggede argumenter i samfunds- og skoledebatten er uønskede. Han kaldte det smagsdommeri og rundbordspædagogik. Siden har andre videnskabeligt uunderbyggede argumenter, der snarere bunder i snusfornuft end saglighed, vundet regeringens smag. I flæng kan nævnes: modersmålsundervisningens afskaffelse, indførelse af nationale test, specialundervisningens udvikling efter kommunalreformen og sidst en centralistisk folkeskolerevolution.

Spred diskussionen ud til den brede befolkning og særligt forligspartiernes medlemmer. De bør gribe ind og slå bremsen i. Her ser vi resultatet af værdidebatten.