I disse tider gør DLF meget ud af, at vores demokratisk valgte regering nærmest er ved at nedlægge den gode danske folkeskole. Senest har der været indkaldt til stormøde for at kritisere et nyt forlig, som omkring 75 procent af befolkningen står bag (Venstre: 30 procent, De Konservative: ti procent, Dansk Folkeparti: ti procent, Socialdemokraterne: 25 procent). Jeg er klar over, at det ikke er ensbetydende med, at alle, der har stemt på et af de nævnte partier, er enige i forliget, men det er det folkevalgte demokratis præmisser. Jeg er ligeledes klar over, at 75 procent af lærerne heller ikke er for forliget, men det er ikke lærernes skole, men folkets skole.

Politikerne er valgt af os til at træffe nogle beslutninger, som de mener vil føre landet i den rigtige retning. Vi har en fagforening, som ikke er enig i den retning, et stort flertal i Folketinget vil. Begge parter kan argumentere for, at netop deres »vej« er den rigtige, at netop deres skolesyn vil føre til en bedre folkeskole. I sidste ende handler det om et ideologisk valg, et samfunds- og menneskesyn. Mit problem er, at når jeg betaler mit månedlige kontingent, er jeg med til at sørge for, at DLF kan føre den kamp. Hvilket sådan set vil være i orden, hvis jeg så kunne vælge at melde mig ud, det kan jeg bare ikke. DLF fører lønforhandlinger på mine vegne, og hvis jeg vil have indflydelse, deltage i faglige møder, så kræver det medlemskab af DLF. Nu kan dette indlæg læses, som om jeg er imod en sund kritisk linje eller fagforeninger i det hele taget, det er jeg ikke. Men jeg mener, at fagforeningen bør prioritere lidt anderledes og koncentrere sig mere om at føre en kamp, der forbedrer lærernes løn- og arbejdsforhold, og så lade demokratiet bestemme, i hvilken retning vores folkeskole og samfund skal udvikle sig.

Svar

Kære Benjamin Nielsen.

Tak for dit indlæg. I Danmarks Lærerforenings formålsparagraf står der: »Foreningens formål er at varetage medlemmernes pædagogiske, økonomiske og tjenstlige interesser, at styrke sammenholdet og at virke for folkeskolens udvikling«. Det slås altså fast, at vi skal have en holdning til folkeskolens udvikling, og jeg oplever, at både medlemmerne og befolkningen generelt har en klar forventning om, at vi påtager os den opgave.

Under Folketingets debat om folkeskoleforliget i 2002 blev DLF's indsats for at skabe et godt forlig fremhævet flere gange. Når vi denne gang bliver nødt til at vende tommelfingeren nedad, skyldes det ganske enkelt, at forliget vil gøre det vanskeligere at lave en god skole. Al forskning viser, at central styring og kontrol af skolerne giver dårligere forudsætninger. Fagligheden vil indsnævres mod det, der bliver målt og kontrolleret. Det vil nok gøre det nemmere at være lærer, fordi vi kan koncentrere os om den lille del, som vi og skolen bliver målt og vurderet på. Men det vil give en dårligere skole for eleverne og stille det danske samfund dårligere i forhold til globaliseringens udfordringer.

Det bliver vi nødt til at gøre opmærksom på, hvis vi skal leve op til vores ansvar for folkeskolen. Samtidig er vi kommet med en række forslag til, hvordan vi kan udvikle skolen for eksempel i forhold til at styrke fagligheden og til at sikre, at flere elever forlader skolen med bedre læsekompetencer. Vi kritiserer forliget, men vi har samtidig et konstruktivt alternativ.

Der er bestemt ikke tale om politisk ensretning. Vi prioriterer drøftelserne om folkeskolens udvikling højt i organisationen og brugte blandt andet en hel dag på diskussionen på kongressen i efteråret.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF