Hvorfor er det altid og kun Anders Bondo Christensen, der høres i medierne? Og hvorfor er det altid et svar på ét eller andet konkret emne, hvor Lærerforeningen går i forsvarsposition? Hvorfor er det ikke DLF, der selv er den aktive/udfarende part i tusindvis af tiltrængte debatter?

Med venlig hilsen fra én, som har været medlem af foreningen i 31 år.

Svar

Ja, nu bliver det altså også mig, der svarer dig. Der er imidlertid ikke ét enkelt svar på dit spørgsmål. I forbindelse med præsentationen af det seneste forlig gjorde vi meget ud af at fortælle medierne om vores alternative forslag til at løse folkeskolens udfordringer, men eksempelvis bragte Jyllands-Posten kun få linjer med mig, hvor jeg blev citeret for, at jeg var mod forslaget. Bertel Haarder fik i samme artikel lov til at udtale, at det er blevet en vane for Danmarks Lærerforening at afvise alt. Journalisten spurgte ikke ministeren om hans kommentar til vores forslag om at halvere antallet af dårlige læsere på fem år, vore forslag til et kvalitetssystem eller de mange andre konstruktive forslag, vi har præsenteret ministeren for. Det på trods af, at journalisten var gjort opmærksom på alle vores forslag.

Samme dag sendte jeg Jyllands-Posten et åbent brev til Bertel Haarder, hvor jeg gjorde ham opmærksom på, at han fra vores drøftelser vidste, at vi ikke blot afviser alt.

Jeg fortalte om vores alternativer. Men avisen afviste indlægget med den begrundelse, at man ikke havde plads. Det på trods af, at avisen i lederen samme dag endnu en gang tillod sig at tillægge mig synspunkter, jeg aldrig har haft.

Jyllands-Posten kunne heller ikke afse en medarbejder til at skrive om vores stormøde i Odense.

Jeg skriver ikke dette for at beklage mig, men for at give et eksempel på, at det ikke er nemt at komme igennem med vores mange konstruktive bud på en bedre skole. Jeg kan imidlertid love dig, at vi alle gør, hvad vi kan for at blive bedre til det.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF