Selvsamme år som den første danske skoleforordning blev vedtaget, blev der født en snedker- og husmandssøn et sted ude på den jyske hede. Ja, der blev vel født mange, men hovedpersonen i denne skildring blev en af dem, der trods barske og fattige forhold kom til at skabe den danske folkeskole.

Til en nysgerrig eftertids held holdt Severin meget af at skrive. Allerede som niårig begyndte han at føre dagbog, og gennem hele livet var afskrift af snart sagt hvad som helst, fra seminarieforstanderens lærebog i kristendom og moral til digte og notitser, noget, han samlede på gennem et langt, aktivt liv.

Forfatteren Knud Sørensen har bearbejdet store dele af det umådelig store materiale, Weiersøe efterlod sig. Bedst lykkes det med det livsafsnit, hvor hovedpersonen selv sørger for kronologien. Da han var i vej med sit embede, holdt han op med dagbogsskrivningen, og bogens anden halvdel er derfor blevet til en tematisk sammenstilling af træk ved degnens personlighed og virke baseret på blandt andet kirkebøger og regnskabshæfter. Interessant nok, men det står ikke mål med første halvdels medrivende skildring af fattige børns opvækstvilkår på den jyske hede, livet som tjenestekarl og huslærer på de større gårde og det uvejsomme landskab med isolerede bebyggelser, hvorfra en rejse til seminariebyen Grenaa var en ugelang affære.

Bogen giver desuden et godt indtryk af tidens religiøse, moralske og politiske diskussioner set gennem et menneske, der befandt sig på kanten af Indre Mission og det nye parti Venstre, uden at han gik ind i nogen af dem. Han forblev sin samtids vågne betragter og dokumentarist.