Uskolet
Skole printer internettet ud i kampen mod skærmstøj
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I forsøget på at dæmme op for irrelevant og forstyrrende færden på de skærme, som samtlige elever sidder klinet til hver dag i undervisningstiden, har en skole nu taget utraditionelle metoder i brug. »Vi har bestemt os for at printe hele internettet ud«, forklarer skolelederen.
Beslutningen er truffet, efter at lærerne på skolen længe har ærgret sig over de mange konflikter, der var forbundet med at få eleverne til at holde fokus. »Jeg er simpelthen så træt af at agere spion og bussemand«, som en lærer udtrykker det. »Børnene skal naturligvis lære at begå sig i en digital virkelighed«, uddyber skolelederen, »men vi har altså vurderet, at deres adgang til information langt nemmere lader sig styre, når vi har de forskellige sider printet ud, og de kan forholde sig til dem fysisk med en blyant i hånden. Så har vi tjek på, hvad de skal koncentrere sig om«.
Skolelederen erkender, at det nok vil tage nogle uger for skolens tre printere at komme igennem den relativt omfattende mængde materiale.
Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.