Alle børn - uanset etnisk oprindelse - skal lykkes. Det er den motivation, der driver værket for Mohamed Shahab. Den lærerstuderende fra København er et levende eksempel på, at flere med ikkevestlig baggrund vælger lærerstudiet til.

Siden han var helt ung, er Mohamed Shahab blevet bekræftet. Han er dygtig til at videregive viden. Og han kan godt lide det. Derfor virker læreruddannelsen som det helt oplagte valg for den 24-årige mand, der nu blot er få måneder fra at kunne kalde sig uddannet skolelærer.

Man kan sagtens se det. Øjnene bag brilleglasset er dybt brune, og det kraftige fuldskæg er sort. Mohamed Shahab er nem at spotte blandt sine 16 medstuderende i gymnastiksalen. De kommende lærere er i gang med at lære, at det er nødvendigt at overdrive bevægelserne, når de skal lave piruetter. I dag handler idrætstimen om grundformer i dans, fortæller underviser Birgitte Hedeskov.

Nu sker der noget på læreruddannelsen

De sidste jokes bliver fortalt, inden de studerende samler sig på en række på trægulvet i den nye idrætshal på Københavns Professionshøjskole ved Campus Carlsberg. Ligesom de andre unge mænd på holdet stiller Mohamed Shahab sig ude i siden af rækken. Det er ikke danseforløbet, der har fået ham til at droppe et universitetsstudie for i stedet at blive skolelærer.

Det handler om at give

Mohamed Shahab er på 8. semester med linjefagene matematik, biologi og idræt. Det er særligt matematikken, der har drevet den unge mand med de kurdisk-syriske aner. Han begyndte da også på at læse matematik, umiddelbart efter at studenterbeviset var i hus.

»Jeg har altid været meget interesseret i matematik, og derfor startede jeg med at studere det på Københavns Universitet. Jeg var på forhånd godt klar over, at det nok handlede mere om at lære selv i stedet for at videregive læring. Men jeg fik så travlt med selv at lære stoffet, at det handlede for lidt om at lære videre til sidst«, siger han og tilføjer:

»Siden jeg gik i folkeskole, har jeg været god til at videregive viden. Det har jeg også fået at vide fra andre, og det vil jeg gerne bruge til noget«.

Når de studerende uddeler feedback til hinanden i løbet af idrætstimen, er Mohamed Shahab den første, der får notesbogen frem. Selv om han ikke føler sig på hjemmebane som i matematikundervisningen, gør han det klart, at hans studievenner må strømline skridtlængden, og at vendingerne skal være skarpere, før koreografien sidder i skabet. Og næste øverunde bliver da også skarpere, så selv det utrænede øje opfatter det.

Det meste af sit liv har Mohamed Shahab boet i Urbanplanen på Vestamager, og han har i godt et år arbejdet som frivillig i Det Sociale Streetprojekt, hvor han har spillet fodbold og været en rollemodel for 'Planens' børn. Lærerstudiet og et vikarjob på Amager Fælled Skole gør det svært for ham at bruge lige så meget tid med kvarterets unge som tidligere.

»Ofte møder jeg nogle af børnene, der spørger: 'Mohamed, hvorfor kommer du ikke til fodbold mere? Vi savner at spille med dig!'« fortæller han.

Etniske udfordringer

Når Mohamed Shahab er helt færdiguddannet, vil han gerne arbejde som lærer på Amager Fælled Skole. Ud over at han allerede har undervist mange af eleverne, og at ansigterne på lærerværelset er velkendte, hvilket gør det nemmere, så tiltrækker skolen ham, fordi den består af en forskelligartet elevflok.

»Den etniske fordeling og indholdet af de problemstillinger, der følger med, gør, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde på skolen. Mit indtryk er, at det blandt andet kræver, at man har et tæt samarbejde med forældrene«, siger Mohamed Shahab.

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet har hver tredje elev på Amager Fælled Skole indvandrer- eller efterkommerbaggrund.

Det handler om at vise børnene, at der er en vej forude, selv om medierne ofte fokuserer på parallelsamfund, social kontrol og overrepræsentation i kriminalitetsregistrene - særligt blandt de unge mænd, mener Mohamed Shahab.

»Nogle af eleverne føler sig begrænset på grund af deres etnicitet. Men når de har en lærer, der heller ikke er etnisk dansk, kan de se, at det faktisk kan lykkes at blive til noget. Det behøver ikke nødvendigvis at indebære, at de skal være læger, ingeniører eller lignende«, siger Mohamed Shahab.

»Anerkend de forskellige sprog«

I sin egen skoletid havde den unge lærer­studerende ikke mange rollemodeller med anden etnisk baggrund end dansk. Engelsk­læreren med pakistanske aner var en undtagelse.

»Hun forstod os nogle gange bedre. For eksempel kunne det være, når min pakistanske ven ikke opførte sig ordentligt. Så fik han en opsang på pakistansk, og det havde en overraskende og positiv effekt på alle børnene, der fik respekt for hende, og som syntes, hun var sjov«, mindes Mohamed Shahab.

»Det handler nok om at blive anerkendt for, at man har et andet sprog og dermed en anden identitet. Det er vigtigt«, siger han og slår efterfølgende fast, at flere etnisk danske lærere fra hans egen skoletid også var forbilleder, ligesom han gerne selv skal være det for sine kommende elever.

»I sidste ende handler det om den gode ­relation og at få alle med«, pointerer han.

Mohamed Shahabs forældre, Hamida og Ahmed, er kurdiske og rejste i 1996 fra Syrien og fik asyl i Danmark. Da de kom til landet, var Mohamed nyfødt, og efter ophold i Esbjerg og Vollsmose i Odense bosatte familien sig i Urbanplanen, hvor de har boet siden da.

»Jeg er jo kurdisk syrer, og så tager jeg selvfølgelig noget kurdisk med. Når jeg prøver at være sjov over for eleverne eksempelvis. Det er som regel med store bevægelser og gerne overdrivelser«, siger han. Kort efter peger han ud ad vinduet, ruller med øjnene og foretager et drastisk toneskifte: »Ej, mener du det? Så vi skal heeelt derud?«

Omveje

For fem år siden lå det ikke i kortene, at Mohamed Shahab skulle være folkeskolelærer. Han var stålfast besluttet på at gå på universitetet, men det gik hurtigt op for ham, at studiet ikke var, hvad han ønskede. Og det følgende år var op ad bakke.

»Det var hårdt, og jeg følte mig ikke motiveret. Min mor kunne godt se på mig, at jeg var meget stille i den periode. Hun kunne godt mærke, at det ikke gik godt, og da jeg fortalte hende om at skifte, kunne hun godt forstå det«.

Flere gange overvejede han at droppe ud, men Hamida og Ahmed var med til at holde ham til ilden. For begge forældre har det altid været vigtigt, at deres søn fik en god uddan­nelse. Moren var selv lærer, da hun boede i Syrien, mens faren var selvstændig. I dag arbejder begge som pædagogmedhjælpere.

»Der har altid været høje forventninger til mig, og derfor fik de mig til at tænke en ekstra gang, om det var rigtigt at droppe matematikstudiet til fordel for at blive lærer. Jeg ved ikke, om forventningerne er etnisk betingede som sådan, men flere af mine venner har også haft den oplevelse«, fortæller Mohamed Shahab.

»Men de fandt hurtigt ud af, hvilken vej jeg ville gå, og så støttede de mig derefter«, tilføjer han.

Inden Mohamed Shahab indtager klasselokalerne for at gøre udskolingselever klogere på sinus- og cosinusrelationer, har han besluttet sig for at læse videre og tage en kandidat i didaktik og matematik på Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) i Emdrup.