Hvad kom først: Skolenedlæggelse eller landsbydød?
Når skolen i en landsby bliver nedlagt, går der ikke lang tid, før købmanden også lukker, og så dør landsbyen langsomt ud. Det er en påstand, som er blevet gentaget mange gange, men ikke en, der finder støtte alle steder.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Skole og landsby står sammen
Det er nemlig først, når folk svigter landsbyen, at skolen må lukke, mener Jørgen Møller, der forsker i landdistrikter og småsamfund på Aalborg Universitet.
»De fleste forældre siger, at folkeskolen betyder alt for en by. Det siger ejendomsmæglerne også, men forskningen kan ikke nødvendigvis bevise, at det er korrekt«, siger han og påpeger desuden, at der ikke er forsket meget på det område.
Han mener også, at debatten om bosætning på landet fejlagtigt handler om børnefamilier.
»Der er mange mennesker uden børn eller med børn, der ikke går i skole, som går efter nogle andre ting i landsbyen. Det kan være foreningslivet, kulturen, naturen, billige kvadratmeter eller muligheden for at udleve en iværksætterdrøm. De er ikke nødvendigvis optagede af, at der ligger en skole i byen«, siger Jørgen Møller.
Han mener i stedet, at der kan være tale om »sølvbryllupskvarterer«, hvor bosætningen kommer i bølger. Her vil der være en lang række børn, som efter 10-12 år starter på gymnasiet eller lignende. Herefter sker der ikke noget de næste ti til tredive år.
»Det er jo ganske naturligt. Det handler om den måde, vi bor på. Hvis folk bliver boende, fordi de godt kan lide landsbyen, så er der jo et tidspunkt, hvor huset er fuldstændigt børnefrit«, siger Jørgen Møller.
