»Hey, jeg har et spørgsmål. Er du god til engelsk?«

Tobias Frederiksen fra 7.y på Petersmindeskolen i Vejle forsøger at fange Karl Plougstrup-Petersens opmærksomhed. Det kan godt være svært, for Karl Plougstrup er blot en af to lærere, der er sat til at assistere 150 elever i denne syvende lektion.

Ikke desto mindre lykkes det Tobias og hans to klassekammerater at få Karl Plougstrup til at stoppe op ved det lille bænkebord, de hænger ved på gangen. Drengene vil gerne vide, hvad run hedder i førnutid. Det kan fysiklærer og viceskoleleder Karl Plougstrup imidlertid ikke svare på. Han går videre for at bede nogle højlydte elever i det tilstødende lokale dæmpe sig.

Drengene fra 7.y er overladt til sig selv. Men det er også meningen.

På gangen og i klasselokalerne, på borde og i vindueskarme sidder halvanden hundrede elever fra 6. til 8. klasse. Nogle fordybede, andre skramlende og rastløse. Alle øver de sig i at arbejde selvstændigt, tage ved lære af hinanden og ansvar for egen læring, som det hedder.

9. årgang plejer også at være her. Så er de 200 elever.

»Skulle man lære noget i gamle dage, så foregik det altid i skolen sammen med en lærer. Men i dag lærer børn rigtig mange steder. Med studietimerne vil vi gerne skabe nogle rum, hvor vi øver eleverne i at tænke selvstændigt«, siger skoleleder på Petersmindeskolen Jens Jørgen Christensen.

Tobias Frederiksen finder da også svar på sit spørgsmål. Han diskuterer flygtigt med sin sidekammerat, om man kan stole på net-ordbogen urbandictionary.com. Så har de et bud på bøjningsformen.

»Økonomien blev en pistol i panden på os«

Siden skoleårets start har alle elever fra 6. til 9. klasse haft to ugentlige studietimer indlagt i skemaet. 4.-5.-klasserne, der er omkring 125 elever, når alle er samlet, har haft en enkelt ugentlig studietime.

Spørger man skolelederen, er der mere end én anledning til, at studietimerne blev iværksat. For det første er der den trængte økonomi.

»Vi har været nødt til at skære på timetallet for at få økonomien til at hænge sammen. Vi måtte klippe et par dansktimer i 8. og 9. klasse, for i den humanistiske blok var vi ikke nede på minimumstimetallet. Vi lå over minimum før. Nu er vi på minimum«, fortæller han.

Studietimerne gives ud over minimumstimetallet som en slags kompensation for, at skolen har måttet skære i timetallet.

Men det er vigtigt for Jens Jørgen Christensen at understrege, at han ville have indført studetimer, uanset om der havde været besparelser pålagt ham eller ej.

»Hvis jeg selv måtte designe processen, så havde vi brugt længere tid på den. Økonomien er blevet en pistol i panden på os, der siger: Så er det nu«, slår skolelederen fast.

Sid ned og studér

I de sidste minutter af syvende lektion må Karl Plougstrup-Petersen og hans kollega Bente Bertelsen på skift hæve stemmerne over for de mindre disciplinerede af eleverne.

»Det kniber i øjeblikket for en flok i 6.-7. klasse at holde sig selv i gang. De har stadig brug for den ydre motivation«, indrømmer Jens Jørgen Christensen.

Det billede genkender lærer Bente Bertelsen udmærket. Ud over at være klasselærer i 9.b er hun sammen med Karl Plougstrup studietimelærer for 6.-9.-klasserne.

»Du kan godt sige til 9.-klasserne, at nu skal de sidde her og studere, men det er svært at forlange af de yngre elever«, siger Bente Bertelsen.

Hun må indrømme, at hendes fag-faglighed indtil videre er sat mindre i spil end hendes evne til at skabe ro og orden blandt de mange hundrede elever. »Jeg skal ofte være bussemand og bede eleverne tage fødderne ned af bordet. Det bliver man jo, når man er en af to lærere til otte klasser«, siger hun.

Jan Dahl Petersen, der har studietimerne på 4.-5. årgang, deler Bente Bertelsens oplevelse af at være ordensmagt. »Jeg tror mest af alt, jeg trækker på min rutine i at få ro på eleverne«, siger Jan Dahl Petersen.

Både han og Bente Bertelsen er enige i, at studietimerne potentielt set kunne være med til at træne elevernes selvstændighed. »Tanken er god nok. Men det burde være planlagt bedre«, mener Bente Bertelsen, der også savner mere plads til, at et studiemiljø kunne udfolde sig.

På skolelederens kontor er man godt klar over, at timerne har været bemandet for tyndt det første halve år. »De skal især bemandes bedre i de yngre klasser«, siger Jens Jørgen Christensen.

I forvejen pressede lærere

Tillidsrepræsentant Maria Juulsen er også tilhænger af den overordnede vision for studietimerne. Men hun bekymrer sig for, om lærerne i de enkelte 4.-9.-klasser bliver sat i en position, hvor de forventes at forberede aktiviteter til en undervisning, hvor de ikke selv er til stede.

»Det er en svær balancegang mellem, hvornår det falder naturligt at lade eleverne forberede eller arbejde videre med noget, og hvornår det udvikler sig til overarbejde for i forvejen pressede lærere«, siger Maria Juulsen.

For Jens Jørgen Christensen handler det om, at lærerne i de almindelige timer styrker elevernes bevidsthed om, at de har noget selvstændig tid i studietimerne. »Lærerne skal ikke forberede noget til studietimerne«, understreger han.

Som fysiklærer mener Karl Plougstrup at kunne drage fordel af studietimerne. »I de almindelige timer laver jeg praktiske øvelser med eleverne, mens jeg har lagt gruppearbejdet omkring noget teori over i studietimerne«, fortæller han.

Midler til rummelighed og støtte

Studietimerne er finansieret af de såkaldte URS-midler, der i Vejle gives som en del af grundtildelingen til undervisningsdifferentiering, rummelighed og støtte.

»Vi bruger seks ud af de 90 timer, vi får, på studietimer. Altså cirka syv procent. Hovedparten af pengene ligger altså i støttecentret«, fortæller skoleleder Jens Jørgen Christensen.

Han kalder studietimerne for et eksperimentarium.

»Det er et forsøg på at tænke nyt uden helt at vide, hvor vi skal lande henne. Altså en innovativ tankegang. Målet er at få opdyrket, at eleverne, støttet af os, men af egen drift, søger læring«, siger Petersmindeskolens skoleleder.