En enstemmig kongres besluttede, at DLF fortsat vil samarbejde med KL og regering for at sikre, at lærerne kan levere god undervisning til eleverne.

DLF opruster for at holde politikerne fast

Danmarks Lærerforening intensiverer bistanden til kredse, der forhandler arbejdstidsaftale, og er klar til at stille ekstra resurser til rådighed. Det vedtog den ekstraordinære kongres 9. februar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF intensiverer bistanden til kredse, der forhandler arbejdstidsaftale, og er klar til at stille ekstra resurser til rådighed. Der bliver også etableret en idébank, som skal være med til at gøre DLF mere handlekraftig over for det politiske pres, vedtog den ekstraordinære kongres i Bella Center i København den 9. februar.

»Der er ikke en Hans, ikke en Henriette, ikke en Hassan, der har fået mere og bedre undervisning, de steder hvor KL har drejet hånden om på ryggen af lærerne og tvunget dem til at undervise noget mere«, lød det fra formanden for Rødovre Lærerforening, Anders Liltorp, da han på kongressen kom med et par ideer til den kommende idébank. Han mener, at DLF ligesom KL skal begynde at foretage beregninger, der kan bruges til at overbevise politikere. DLF-beregningerne skal vise, at det måske ikke er så klogt at fyre så mange lærere, fordi kommunerne så skal bruge penge på dagpenge, kontanthjælp og nedsættelse af betaling for daginstitutioner. DLF-undersøgelser skal også dokumentere, at eleverne ikke får mere undervisning, fordi lærerne skal undervise mere.

»Jeg kunne godt tænke mig, at vi kunne bakke det op med noget fakta«.

Kredse får hjælp til ­arbejdstidsforhandlinger

Mange kredse er i disse uger i gang med forhandlingerne om lokale arbejdstidsaftaler. Nogle steder fungerer samarbejdet mellem kredse og kommuner godt, mens det andre steder er gået helt i stå eller er meget besværligt. Kongressen vedtog, at DLF centralt skal yde en større bistand til kredsene, når de forhandler de lokale aftaler.

»Enhver kan se, at KL skubber kommunerne foran sig - der bliver vi nødt til på samme måde at gå ind og bakke kredsene op«, sagde DLF-formand Anders Bondo Christensen.

Formand for overenskomstudvalget Gordon Ørskov Madsen lovede kredsene en øget bistand i forhandlingerne.

»Vi er tæt på at være klar med en køreplan, der kan træde i kraft i de kommuner, hvor der er risiko for, at forhandlingerne ender uden resultat. Derudover påtager vi os over for alle kredse at fungere som sparring i forhandlingsforløbet. Det betyder, at vi i løbet af forhandlingerne skal være i løbende kontakt«, siger Gordon Ørskov Madsen.