Forfatteren John Rydahl begynder med at beskrive, hvordan skolens teologiske udgangspunkt i 1970’erne erstattes af en politisk diskurs – hvor begreberne frihed, lighed og broderskab bliver det centrale. I denne sammenhæng påpeger han blandt andet, hvordan opdragelse bliver relevant at se nærmere på – for hvem skal opdrages til hvad og af hvem? Hvilken slags mennesker er det, vi vil have frem? Han betoner, hvordan størstedelen af den offentlige debat anser det for uhørt, at lærere skal opdrage børn – men samtidig hvordan det fundamentalt set ikke kan være anderledes i en pædagogisk proces.

Ifølge forfatteren foregår der i dag en markedsgørelse af skolen, som nu må konkurrere om forældrenes gunst gennem karaktergennemsnit. Således er det ikke længere et sted, hvor folk fra forskellige sociale lag mødes, og hvor man lærer hinanden at kende trods forskelle. Skolen er i stedet blevet et sted, hvor ensheden vil vokse – da bestemte sociale grupper vil tiltrække andre bestemte sociale grupper. Der er ikke plads til de store forskelle inden for markedstænkning, og han advarer om, at det i sidste instans vil betyde en undergravning af sammenhængskraften i samfundet.

Han bruger Wolfgang Klafkis kategoriale dannelse til at analysere skolens formålsparagraf og fagformålene for de enkelte fag – hvorigennem det konkluderes, at der i overvejende grad er overensstemmelse mellem dannelsesidealerne og fagformålene. Derudover oplister Rydahl et samlet billede af skolens etiske dannelsesprofil, som er udgjort af, at den etisk dannede elev er et menneske, som er aktivt deltagende, tager medansvar for det sociale fællesskab og respekterer andres ret til forskellighed. Altså værdier, der står i skarp modsætning til et fokus på karaktergennemsnit, ensretning og "teaching to the test".

Tonen i bogen er oprigtig og uformel, og der er løbende mange eksempler i forhold til forfatterens pointer. Man kan mærke, at man har at gøre med en praktiker – én, som ved, at for at rykke ved noget som helst må man starte hos den enkelte og ud fra dennes erfaringshorisont. Det bliver især godt i beskrivelsen af det etiske forhold på mellemmenneskeligt niveau. Her basker mine små idealistiske vinger – for tænk hvis man kan skabe en skole, som netop tager udgangspunkt i den enkelte frem for et marked! Er det ikke langt sundere at vide, at man er noget i sig selv, noget andet end et vellønnet job (som lader til at være det eneste, som betyder noget for tiden)?

Bogen anbefales i allerhøjeste grad til alle lærere, forældre og politikere – alle, som har noget med skolepolitik at gøre, og som deler bekymringen over, hvilken retning det hele lader til at gå i!