At du lider, Niels, bløder med tydelighed igennem i »Folkeskolens magtforskrækkelse« i forrige nummer af Folkeskolen

Folkeskolens magtforskrækkelse

Jo, der er grænser for fællesskab. Ja, som pædagogisk kamp- og anerkendelseszone er forholdet mellem lærer og elev i skolen mere end et etisk forhold; anerkendelsen må også tilbageholdes. Ja, der er uro i klassen. Men der er ikke et kausalt forhold mellem lærerens magt, klassen, rummet og graden af uro i undervisning. Afmagt er lige så vigtig at omgås, i en tid hvor eleverne som enkelte insisterer på at være demokratiske bevægelser i sig selv. Klasserummet er ikke altid den bedste kampplads og støjdæmpende lokalitet. Bliver lærerens (af)magtudøvelse skinger, basker de (fejl)anbragte indsatte for alvor mod ruden.

Drop nu endelig din kvidrende fuglemetaforik, der sender de (fejl)anbragte vildfugle bort fra reservatet og ud i glemsel. Den spærrer for det væsentlige: Udvikling af lærerrollen og af dens lokaliteter, så relativt varige læringsfællesskaber, »der tager bestik af de gennemgribende ændringer i børne- og ungdomskulturen«, kan vise sig. Vore kolleger i reservaterne er for længst i færd med systematisk at udvikle samspillet mellem lærerrollens stil og rum.

Ja, vi skal netop stolte holde øje med, at barnet ikke skylles ud med badevandet. Det er ikke lærernes værk, der er pointen. Vi må nøjes med at nyde den lille glæde ved at få eleven til at dæmpe sig, som om det var af egen fri vilje. Her duer respekt for fugletæmmere og ensidig klasserumspædagogik ikke! Vi slipper ikke for at afprøve læringsfællesskabers dannelsespotentiale i og uden for buret i det pædagogiske udviklingsarbejde. Øer af intensitet på et hav af rutine. Come on, Niels.