For en måneds tid siden var jeg igen på visit i en engelsk skole. Her kiggede jeg ind i kantinen i middagspausen, hvor hen ved 75 børn under opsyn af én lærer spiste sammen i et ikke særlig stort, meget højloftet rum med en rungende akustik. Nogle stod roligt i kø ved kantinedisken, andre var i målrettet bevægelse frem eller tilbage til deres pladser, der var en del kommen og gåen.

De fleste børn sad ved fire langborde og spiste. Rummet var fuldt af kvidrende børnestemmer, men lydtrykket var på ingen måde ubehageligt. Der var ingen forvirring, intet råberi, ingen synlige konflikter, ingen smækkende døre eller vild stoleskramlen, kort sagt intet behov for indgreb fra læreren, der kunne sidde afslappet på sin stol og spise sin mad i fred og ro. I et glimt så jeg for mit indre blik, hvordan en tilsvarende situation på en typisk dansk skole ville være, og tænkte uvægerligt: Hvad er det dog, vi har gjort galt? For noget må vi have gjort galt.

Tallene taler deres tydelige sprog. En række undersøgelser (fra Dansk Center for Undervisningsmiljø 2009, FTF/Casa 2004, Skole og Samfund 2005 og DLF 2010) viser, at 67 procent af eleverne fra 4.-10. klasse mener, at konflikter tit giver en dårlig stemning i klassen. 55 procent oplever, at der kun »somme tider«, »sjældent« eller »aldrig« er »den fornødne ro« i undervisningen. 28 procent af lærerne angiver at have været udsat for psykisk og/eller fysisk vold i løbet af et år. 87 procent af skolelederne i større byer angiver, at der er problemer med uro på deres skole. Og 52 procent af lærerne under 30 år angiver, at den største udfordring ved lærerjobbet er urolige elever. Forskning foretaget af professor Per Fibæk Laursen i 2008 viser, at de lærerstuderende angiver angsten for ikke at kunne styre klassen som deres største karrieremæssige bekymring.

Uro er folkeskolens største udfordring

Ingen enkelt faktor er ifølge Pisa mere destruktiv for elevernes udbytte af skolegangen end undervisningsforstyrrende uro. Vi taler med andre ord om folkeskolens største pædagogiske udfordring - intet mindre. Hvorfor skal så mange danske lærere bruge så enorme mængder af tid og energi på alle disse magtkampe i folkeskolens klasserum?

Den svenske professor Åsa Bartholdsson har forsket i den svenske folkeskole, der kæmper med den samme slags problemer. Hun beskriver i sin doktorafhandling, hvordan skolens magtudøvelse er i krise. Kort fortalt er hendes pointe, at skolen lider af magtforskrækkelse. Dens lærere har et så anspændt forhold til fænomenet magt, at de nødigt vedgår deres egen magtudøvelse. De forsøger konsekvent at forklæde den som omsorg, og det forhindrer dem i at tage nødvendige konflikter med børnene på hensigtsmæssig og troværdig vis. Åbenlyst udfordrende, uacceptabel opførsel fra elevernes side konfronteres ikke direkte, men mødes med forstående og psykologiserende attituder. De grænseoverskridende børn - langt overvejende drenge - oplever imidlertid lærernes reaktioner som utroværdige og manipulerende. Disse drenge har et stærkt behov for at blive taget alvorligt, og er der noget, der trigger hankønnet, så er det oplevelsen af at blive usynliggjort. For dem er der ofte kun en ting at gøre: Skærpe konfrontationen indtil det punkt, hvor læreren bliver nødt til at lade masken falde.

Lærerne udstiller magtesløshed

Når det så endelig sker, er det en ulykke. Ikke blot er der blevet spildt rigtig meget energi, inden man når dertil, læreren er desuden bragt ud over den grænse, hvor han kan agere rationelt. Den konflikt, der muligvis kunne have været taget i opløbet med en tydelig markering fra den magtfulde lærer med styr på klasserummet, bliver i stedet til en udstilling af magtesløshed oppe fra det røde felt, hvor læreren er nødt til at påkalde sig autoritet udefra. Så skal forældrene indblandes, og så skal inspektøren tage affære. Eleven er måske undervejs i processen røget så langt ud ad tangenten, at skolepsykologen må ind og undersøge, og så venter eksklusionen lige om hjørnet. Åsa Bartholdssons opsigtsvækkende konklusion er, at skolen i vid udstrækning selv »producerer« sine utilpassede elever.

Ret beset er lærernes handlemønster produktet af en naturlig udvikling. Fortidens skole var blandt andet kendetegnet ved et systematisk og institutionaliseret magtmisbrug i form af autoritære læreres overlagte intimidering af eleverne og rutinemæssig uddeling af regulære øretæver helt op til 1967. Ubehaget ved magtudøvelse hos vore dages lærere er en logisk følge af opgøret med den sorte skole. Det, Bartholdsson nu peger på, er reelt, hvordan denne magtforskrækkelse har medført et snigende forfald i lærernes klasserumsledelse. Dette forfald har i den grad besværliggjort etableringen af velfungerende, fokuserede læringsfællesskaber i skolen, at al klasseundervisning som sådan er blevet talt helt ned under gulvbrædderne. I stedet har lærerne tyet til mere og mere individualiserede arbejdsformer, hvor hver elev arbejder i sit eget mentale rum. Og nu lægger kommunale aktører centralt og lokalt op til, at skolen skal gå videre ad denne vej, stærkt animeret af udsigten til mulige rationaliseringsgevinster gennem optimering af holdstørrelser, aldersintegreret undervisning i indskolingen, linjeopdeling i udskolingen med videre.

Velfungerende fællesskaber er afgørende

Men alle advarselslamper blinker. Forskerne står i kø med advarsler rettet imod klassefællesskabernes opløsning. Alle som én peger de på ødelæggende følger af bortfaldet af den klassekammerateffekt, der kun kan udfoldes i de heterogene læringsfællesskaber, som nu trues af holddannelse i form af niveaudeling. De konstaterer fremvæksten af en demotiveret minimumsindsatskultur navnlig blandt drenge, der ikke magter de omfattende krav om ansvar for egen læring. »Vandrerne«, kalder de norske forskere denne gruppe af elever, velkendt af alle lærere, kendetegnet ved en ambitionsforladt, småfrustreret rastløshed, der får dem til at drive formålsløst omkring, så snart læreren løsner sit greb om undervisningen. Børnepsykiaterne anklager skolens utrygge flimmer af ustandselige opbrud, utydelige voksne og uklare krav for at være stærkt medvirkende til den øgede forekomst af socioemotionelle diagnoser som ADHD, Asperger og autisme. Samstemmende understreger forskerne de velfungerende fællesskabers afgørende betydning for en inkluderende skole. Et af vor tids største pædagogiske fyrtårne, den tyske professor Thomas Ziehe, peger på behovet for etablering af en ny lærerolle, der gør op med det, han kalder »70'er-pædagogikken«, og tager seriøst bestik af de gennemgribende ændringer i børne- og ungdomskulturen, som har fundet sted, siden vi begravede den sorte skole.

Folkeskolen ved en skillevej

Måske står vi ved en skillevej. Enhedsskolen centreret omkring den årgangsdelte, sammenholdte klasse i hele skoleforløbet er ganske vist kun 18 år gammel, men nogle mener, at tiden allerede er løbet fra den. Paradoksalt nok ønsker de at gå tilbage til den skole, der gik forud. Vi kan ikke skrue tiden tilbage, men de har ret, for så vidt som enhedsskolen naturligvis ikke kan siges at have fundet sin endelige form. Den lider tydeligvis af nogle børnesygdomme, hvoraf magtkampen i klassen og den deraf følgende uro er den alvorligste. Dette er enhedsskolens akilleshæl. Folkeskolens største udfordring i de kommende år bliver at løse dette problem uden at smide barnet ud med badevandet.