Malene Meisner og Beginja Peister er trætte. Det tager på dem at fortælle en større forsamling om deres oplevelser, men det virker også som terapi. Begge har i øvrigt besluttet sig for at uddanne sig til pædagoger, fortæller de til Folkeskolen.

»Jeg gik med i denne kampagne, fordi jeg genkendte min egen barndom, og jeg havde ingen at tale med dengang. Ingen voksne. Jeg talte med mine søskende, men det er noget andet. Jeg brugte et halvt år i drømme på at slå min stedfar ihjel, fordi han havde behandlet min mor sådan«, siger Malene Meisner.

»Jeg deltager, fordi jeg ved, hvad det her gør ved krop og sjæl. Jeg vil gerne hjælpe andre i samme situation. Jeg har først fået taget hul på det med en psykolog som voksen«.

Beginja Peister supplerer: »Hvis jeg kan gøre en forskel bare for én, så er livet værd at leve. Jeg var kun 16 år, da jeg blev slået, og ingen havde lært mig at handle«.

Begge har undret sig meget over, at ingen voksne gjorde noget for at hjælpe dem ud af problemerne med vold i familien.

Skrev stile om hustruvold

»Jeg lavede utrolig meget ballade i skolen. Jeg pjækkede, råbte, græd og smækkede med dørene, og så skrev jeg altid danske stile om hustruvold og voldtægter. Hvorfor er der ingen, der har hørt en klokke ringe? Jeg fik altid høje karakterer for mine stile, men der var ingen, der spurgte mig, hvordan jeg havde det. Når man opfører sig sådan, som jeg gjorde, så er der jo et eller andet galt«, siger Beginja Peister.

»Jeg ved godt, at det er hårdt at være lærer og pædagog. At der er mange elever i klassen, men en gang imellem er der nødt til at være de fem minutter ekstra, hvor man kan spørge: er du okay? Eller sige, at hvis der er noget galt, kan du altid komme til mig. De kunne jo også have sendt mig til skolepsykolog«.

»Ja, lærerne skulle have turdet at spørge«, mener Malene Meisner. Hun fortæller, at hun er glad for, at hun blev fjernet hjemmefra som 13-årig.

»Min mor mødte fuld op til forældremøder, men ingen turde spørge mig, hvordan jeg havde det. Når alle har skyklapper på, får man ikke chancen for at sige noget«.

hlauritsen@dlf.org