En høj slank mand med gråsprængt fuldskæg drejer om hjørnet og begiver sig ud i den københavnske myldretid. Det er Jørgen Stampe, der cykler hjem fra Vandkunsten for sidste gang.

40 års lærerliv har han bag sig. De sidste 20 år medlem af hovedstyrelsen, heraf fire som formand for organisationsudvalget og otte for pædagogisk udvalg.

40 år det er tid til eftertanke. Meget er sket, men hvad var egentlig det væsentligste?

Stampe har flere bud: Det antiautoritære oprør i 1960erne er en af de begivenheder, der har haft store konsekvenser for lærerarbejdet.

Eller som han præciserer: »De vidunderlige år fra slutningen af 60erne til midt i 70erne. Dengang da eleverne begyndte at sige du til lærerne«.

»Hvis man som ung lærer havde læst om Summerhill-skolen i England og I morgen er det for sent af C.C. Kragh Müller, der havde Bernadotteskolen, så var man progressiv«, uddyber han.

»Og det ville vi gerne være. Vi sympatiserede med deres menneskesyn. De havde tiltro til barnet og det kreative«.

På vej mod enhedsskolen

Også 1990erne var dramatiske. Kommunaliseringen og en helt ny arbejdstidsaftale med UFØ sendte rystelser gennem lærergerningen. Og næsten samtidig slog de internationale OECD-sammenligninger omtrent benene væk under standen.

»Men bag hele den 40-årige periode ligger en stille kulturrevolution, der måske forandrede skolen og lærerarbejdet mest gennemgribende«.

Den flyttede nemlig efterhånden fokus fra lærernes undervisning til elevernes læring. Den enkelte elev kom i centrum som et individ, der skulle tage medansvar for sin egen læring. Læreren skulle tilrettelægge læreprocesser, der passede til den enkelte. Skolen skulle være for alle.

Kampen for et sådant skolesyn havde været i gang i årevis, men den blussede op i årene omkring 1968 og blev formelt vundet i 1993, da et bredt flertal i Folketinget vedtog den udelte enhedsskole.

»Så uddannelsespolitisk har mine 40 år været præget af en grundlæggende bevægelse frem mod den udelte enhedsskole«.

»Den politiske ambition bagved har været lighed gennem uddannelse. Det har også været en drivkraft for mig i mit fagpolitiske arbejde«.

»Faktisk begyndte den kamp allerede i 1800-tallet, men det var med almenskoleloven af 1903, at politikere for alvor begyndte at tale om en fællesskole for alle«.

»DLF var principielt for, men var længe også betænkelig, og den betænkelighed holdt hovedstyrelsen fast i helt op til 1958«.

»Oprettelsen af centralskolerne i 1970erne var også et vigtigt skridt frem mod enhedsskolen«.

Prisen er stress

Folkeskolen er nu på mange måder blevet bedre og mere spændende for såvel elever som lærere, mener Stampe, men det har også kostet noget: Mange lærere er stressede.

»Lærerjobbet er blevet meget personliggjort. På godt og ondt. For det er jo også en belastning. Du bliver overanstrengt, hvis du skal klare det hele selv«.

»Samfundet må fastholdes på sit ansvar for at beskytte lærerrollen. Læreren er ikke bare en privatperson, men skal udfylde en lærerrolle med sin personlighed«.

Det er en meget vigtig dagsorden, understreger Jørgen Stampe.

»Den antiautoritære dagsorden var nødvendig dengang. Men hvordan får vi den landet, så autoriteten i lærerrollen beskyttes«.

»Lars-Henrik Schmidt har sagt, at ingen kan være en autoritet, uden at der er nogen, der har autoriseret en. Det argument må med. Altså: Jeg er autoriseret som lærer. Borgerne må respektere, at der er brug for lærerrollen. Forældrene kan jo ikke hver dag sidde hjemme ved spisebordet og rakke både skolen og læreren ned og så kritisere læreren for ikke at have autoritet«.

Lederne må prioritere

Lærernes arbejdsmiljø har altid i særlig grad ligget Jørgen Stampe på sinde. Han blev sikkerhedsrepræsentant allerede i 1978. Da arbejdsløsheden hærgede i 1980erne, fik tryghed i ansættelsen ekstra betydning. I dag hedder hovedskurkene stress og udbrændthed.

»Et arbejde er godt, hvis det er meningsfuldt. Du skal brænde for det. Derfor er det også fint som fagforening at sige: Hvordan laver vi verdens bedste skole? Det er meningsfuldt«, siger Stampe.

»Men det er lige så vigtigt, at du som lærer erkender, at det er en umættelig opgave at være lærer«.

»Lærerarbejdet har muligheden i sig for at være det mest meningsfulde og dejlige arbejde. Du har så stor indflydelse på det. Men bagsiden af den medalje er, at man så også har retten til at opfylde umættelige krav. Derfor er det mindst lige så vigtigt at afgrænse«.

»Der er ikke ledere nok, især ikke blandt politikerne, der er helt bevidste om, at det er en af deres hovedopgaver at bidrage til afgrænsning af de umættelige krav. De må tage deres del af opgaven på sig med at tydeliggøre og prioritere«.

»Ellers bryder systemet sammen fordi lærerarbejdet har alle muligheder i sig for at give evigt dårlig samvittighed og ondt i maven«.

To betingelser skal være opfyldt, for at man kan have et godt arbejdsliv som lærer, funderer Jørgen Stampe, da han svinger cyklen ind på Svalevej i Gentofte: Det skal være udfordrende, og så skal det være afgrænset på en fornuftig måde, så man kan overkomme det.

jvolsen@dlf.org

Formand for pædagogisk udvalg i DLF gennem de sidste otte år, Jørgen Stampe, 61 år, stillede ikke op til det netop overståede valg til hovedstyrelsen, som han har siddet i i 20 år. Han er stadig formelt ansat i Gladsaxe Kommune i en lærerstilling, men studerer i øjeblikket på Danmarks Pædagogiske Universitet. Sideløbende arbejder han med skoleudvikling.

Han dimitterede fra Jonstrup Statsseminarium i 1967. Efter et år som lærer i Lyngby kom han til Gladsaxe, hvor han også var skolevejleder. Hans fagpolitiske løbebane begyndte i 1969, da han blev tillidsrepræsentant og lærerrådsformand.