Så kom endelig den ventede rapport fra den nedsatte strukturkommission, mange sider at læse, og hvilken betydning får den for folkeskolen?

Jeg er sikker på, at vi også efter den politiske proces har en fælles folkeskole, der er forankret i det kommunale system og forhåbentlig med en styrket kompetence til skolebestyrelserne. Et område inden for skoleområdet er ofte til debat, nemlig specialskoleområdet, den vidtgående specialundervisning. Den undervisning er i dag forankret i amterne, og de nedlægges måske.

Så hvad gør vi så i fremtiden med denne undervisning, kan den lægges ud til lidt større kommuner, eller skal den placeres på regionsniveau, hvis et sådant findes, eller skal det være en statsopgave? Her vil jeg gerne have, at der bliver taget udgangspunkt i, hvad de enkelte elever har behov for med hensyn til deres undervisning. Jeg tror ikke på, at der er et entydigt svar. Der vil være behov for et vist rum at kunne handle inden for, og det må ikke blive eleverne eller forældrene, der kommer i klemme mellem to offentlige myndigheder. Det kan jo dreje sig om rigtig mange penge per elev, og derfor kan nogle politikere blive fristet til at tænke mere på økonomi end på elevens behov for kvalificeret undervisning.

For at få en konstruktiv udgang, også inden for dette område, er det nødvendigt, at der er folkelig kontrol med denne undervisning. Samtidig skal klagevejene synliggøres og lettes for forældrene, der ikke har så meget overskud, når deres børn er i en vanskelig situation.

Jeg vil gerne opfordre lærerne til at blande sig i denne strukturdebat. Det er væsentligt at få alle synspunkter frem, at alle kan blive hørt for der er brug for en løsning, der kan holde gennem en længere årrække. Hele problemstillingen med integration af elever med behov for vidtgående specialundervisning, hvem betaler, hvem visiterer, og hvordan tilrettelægges undervisningen, er et meget kompliceret område. Jeg tror derfor, at der på en række områder er brug for højt specialiserede lærere til at tage sig at specifikke områder, erfaringsudveksling og hele tiden forbedre området med udgangspunkt i den enkelte elevs behov. Her vil typisk være tale om velkendte og diagnosticerede områder inden for den vidtgående specialundervisning, hvor der er dokumenterede undervisningsformer, der giver eleven kundskaber.

Så er der de mange tilfælde, hvor det kan være vanskeligt at stille en entydig diagnose, eller hvor eksperterne er uenige om, hvad der vil være det rigtige at foretage sig i forhold til den enkelte elev. Her må forældrene og skolebestyrelserne kunne få mere indflydelse. Her skal der tages udgangspunkt i lokale forhold, kendskab til familien, og hvilke muligheder vi kan tilbyde i dette lokalområde. Der vil være et stort behov for en åben dialog mellem skolen og forældrene, hvor begge parter skal huske, at der er flere sider at se en sag fra.

Hovedoverskriften er her: Tillid til hinanden. Vi skal som forældre have tillid til, at skolen vil løse sine opgaver, men det kræver et meget tæt skole-hjem-samarbejde bare at få det etableret. Og så skal det vedligeholdes siden hen.

Men tilbage til starten. Hvilke opgaver skal løses på hvilket niveau? Her er der brug for en kvalificeret debat, hvor der tages stilling til, hvordan og hvor specialundervisningen skal organiseres. Det er her, den danske lærerstand kommer ind i billedet, kom nu med alle jeres gode forslag til, hvordan vi får løst dette til alles tilfredshed. Jeg vil gerne have veluddannede og motiverede lærere også på dette område. Så her skal vi som forældregruppe, skolebestyrelse og enkeltforældre lytte til, hvilke muligheder I som lærere ser i denne nye tidsalder. Det danske velfærdssamfund skal tilbyde en tidssvarende undervisning med passende udfordringer til vores børn og det skal den danske lærerstand være med til at sikre.

Thomas Damkjær Petersen er formand for Skole og Samfund