Uskolet
Foto: BernardaSv/istock.com
S-forslag: Nu skal bandeord og stavefejl også koste i børnechecken
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Fremover er det ikke kun elevers fravær fra skolen, men også andre forseelser, der kan gå ud over børneydelsen. Ifølge et nyt forslag fra regeringen skal kommunerne nemlig have udvidet deres sanktionsmuligheder over for børn og familier, der ikke gør, hvad der bliver sagt.
»Vi arbejder p.t. med en model, der kombinerer den klassiske bandekasse med en slags klippesystem, som det kendes fra for eksempel kørekortet«, forklarer den socialdemokratiske ordfører og giver eksempler på, hvad der skal give »klip«:
»Et bandeord kan for eksempel takseres til 50 kroner. Nogenlunde samme niveau bør det koste, hvis man har glemt sit gymnastiktøj eller vipper på stolen. Vi overvejer også en mindre bøde for stavefejl i danske stile. Til gengæld bør det koste mindst 100 kroner, hvis man kaster med sne eller slet ikke har læst lektier eller for eksempel løber på kanten af bassinet til svømning, det går jo ikke«.
Politikeren ønsker hverken at besvare spørgsmål om den forventede effekt eller om bureaukrati i forbindelse med indberetningerne.
Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.