Uskolet

Sig det til en klasse, hvis du bedre kan lide en anden klasse

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med ærlighed kommer man nu engang længst. Dette råd gælder også i de tilfælde, hvor man som lærer - hvad mange ansatte i undervisningssektoren har erfaringer med - foretrækker en klasse frem for en anden.

»Sig det, som det er«, lyder rådet fra en verdensfjern forsker, der aldrig selv har stået foran en klasse i en undervisningssituation.

»Ingen kan være tjent med, at man går og putter med tingene, og børn kan jo alligevel fornemme, hvis der er noget, de ikke får at vide. Hvis du bedre kan lide en klasse frem for en anden, så sig det da. Så kan de måske gøre sig lidt mere umage eller være lidt sødere, hvad ved jeg«.

Et rundspørge viser, at et flertal af lærere bedre kan lide andre forskere.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.