Der gik en prås op for mig, da jeg læste Antorinis svar i Folkeskolen 22/2014. Pludselig forstod jeg, hvorfor jeg var gået på efterløn (svaret til Nils Wedel)!

Antorini var inde på emner som årsplaner, læringsmål, inklusion ...

Og jeg har da også pint mig selv med elevplaner, skriftlig evaluering til forældrene med mere.

Meget af det endte i floskler bare for at afslutte bunken af papirarbejde.

For næste morgen sad der 24 elever, og de gad ikke høre en sang fra de varme lande! De forventede, at jeg var forberedt.

Lad os tale pragmatisk om det her: Ingen kan differentiere på mere end tre niveauer. Måske kun to. Skær ned på papir, floskler og administration. Kræfterne skal bruges på en solid undervisning, der rykker!

Og når børnene kommer hjem på en glad måde, er det også en evaluering til forældrene.

Den enkelte lærer har et hjerte, der banker for faget og holdbar undervisning. Ikke papir og kontrol! I grunden er det lige så enkelt som at skrælle et løg: Væk med den indpakning, der ikke kan bruges (alle de dyre ord). Og frem til det, der virker!

Længe leve efterlønnen. For lige nu taber lærerne pusten!