Kære Christine Antorini!

Jeg kan ikke forstå, at regeringen vil have, at jeg fremover fysisk skal være på skolen i den fulde arbejdstid. Hvorfor kan jeg ikke få lov til at forberede mig og rette opgaver, når jeg selv vil? Efter koncentreret undervisning fra 8 til 14 har jeg ikke meget energi tilbage, og tanken om, at jeg direkte efter endt undervisning skulle kaste mig over forberedelsen, er mig meget imod. Hvorfor må jeg ikke gøre det, når jeg er kommet hjem og har samlet energi på en gåtur i skoven? Eller i weekenden?

Hvis det alene er et kontrolhensyn, der ligger bag, og altså manglende tillid til, at jeg rent faktisk arbejder, så forstår jeg ikke, at I tør overlade det dyrebareste, vi har, nemlig næste generation, til mig bag en lukket dør.

Hvorfor så denne fokusering på fysisk placering, når vi taler arbejdsopgaver, som jeg er 100 procent alene om? Vil I også stille krav til vore præsters fysiske placering, når de skal forberede næste søndags prædiken? Og skal skuespillerne på Det Kongelige Teater være tvunget til at øve deres roller på teatret?

Hele debatten, som I har sat i gang, har tilsyneladende haft en negativ effekt på den almindelige befolknings opfattelse af lærerstanden. I de sidste måneder har jeg talrige gange været ude for at skulle høre på folks fordomme om folkeskolen, og det er ofte let at høre, at det eneste, der kvalificerer dem til at udtale sig, er, at de selv gik i skole for 40 år siden. Det er på en eller anden måde blevet legitimt at udtale sig negativt om lærerstanden. Jeg viger ikke tilbage for at sammenligne det lidt med den kedelige drejning, som indvandrerdebatten tog på et tidspunkt, hvor Pia Kjærsgaard udfoldede sig frit, og hvor jeg ved, at dit parti reagerede skarpt.