Den seneste tids debat om selvejende folkeskoler afslører, at der er mange forskellige opfattelser af, hvad selveje går ud på.

Der er mange selvejemodeller. Skal folkeskolerne være selvejende, skal man udarbejde en selvejemodel, der er skræddersyet til den.

Fri konkurrence mellem skolerne vil være ødelæggende. Folkeskolen er netop kendetegnet ved at være skolen for hele befolkningen.

Daginstitutioner og fritidshjem har i dag en selvejemodel, hvor der ikke er fri konkurrence. Det kunne også være en model for selvejende folkeskoler. Det er i alles interesse, at eleverne fordeles ud fra kriterier om nærhed til skolen, svage elever, forældrenes ønsker, bygningsmæssig kapacitet, ghettoficering med videre.

Det betyder naturligvis ikke, at forældrene ikke skal kunne ønske en bestemt skole, men det betyder, at kommunen foretager den endelige fordeling.

Selvejende folkeskoler vil formentlig udvikle sig forskelligt. For at udnytte disse forskelle mest muligt er det væsentligt, at der i selvejemodellen samarbejdes skolerne imellem. Måske skal en elev flyttes til en anden skole. Måske vil et par skoler kunne udnytte en tredje skoles kompetencer og så videre.

Selvejende folkeskoler skal administrere sig selv. Det er fremmedgørende, at administrative forhold styres på fjerne rådhuse.

For tiden er det KL, der forhandler løn- og ansættelsesforhold for lærerne. Hvis folkeskolerne bliver selvejende, vil KL stadig kunne stå for forhandlingerne, men bestyrelserne og ledelserne skal inddrages, som det kendes fra gymnasieområdet.