Et hak i troværdigheden

DLF's troværdighed er også svækket, mener professor Jørgen Steen Madsen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

»Magt uden kontrol korrumperer. Det er simpelt hen farligt, og det er et af de mest dokumenterede forhold i verdenshistorien«, siger professor Jørgen Steen Madsen, Sociologisk Institut i København.

»Lærerstandens Brandforsikring overlever på, at man har en fantastisk forsikring. Fordi man har nogle gode solide kunder. Selskabets produkt har høj troværdighed, men selskabets troværdighed er helt i bund, når man sådan tildeler hinanden fryns«.

Jørgen Steen Madsen fulgte sammen med professor Jesper Due Danmarks Lærerforening igennem flere år, og de udgav i 1990 deres sociologiske undersøgelse i bogen »Man kan kun gå på to ben« om lærerne mellem profession og fagforening.

Jørgen Steen Madsen mener, at LB-sagen også giver DLF et ordentligt hak i troværdigheden.

»Det opleves af offentligheden, som at man er taget med fingrene i klejnekassen. Den nuværende formand har især haft en meget høj troværdighed som én, der repræsenterer en moderne fagforening, der ligger meget langt fra pamper-tendenser. Men denne sag er så klassisk. Det er dét, der ofte har karakteriseret fagbevægelsen i gamle dage«.

»Så er det lidt uheldigt, at formændene for DLF og Københavns Lærerforening er trukket ind i sagen, fordi de har fået lejligheder til sig selv eller deres familier. Og det gør næsten ondt værre, når man siger, at man ikke vidste, at man kom foran i køen. Det er utroværdigt, eller det er udtryk for en naivitet, man ikke kan tillade sig at have i den position, som de to herrer har«, siger Jørgen Steen Madsen.

Et slem ridse i lakken, kalder han det.

»Jeg vil ikke udelukke, at deres udtalelser er rigtige, men man har i hvert fald lært, at når man sidder med ansvaret for sådan en demokratisk organisation, så skal man gøre alt for ikke at blive indblandet i sager, hvor det ser ud, som om man har udnyttet nogle forbindelser«.

Jørgen Steen Madsen mener dog ikke, at der er sket uoprettelig skade, og de to formænd bør heller ikke gå. »Det handler jo ikke om deres fagforeningsvirksomhed og deres arbejde. Det her må man bare leve igennem. Nu bliver sagen i LB jo undersøgt af en uafhængig advokat. Alle, der sidder i sådanne positioner, får ridser i lakken indimellem, men i forhold til selvforståelsen i DLF - både i foreningen og blandt medlemmerne - så er sagen alvorlig nok«.