Ranglister bliver dumpet

Hvor Danmark netop er begyndt at offentliggøre skolernes eksamensgennemsnit, har briterne gjort det længe. Nu er Wales og Nordirland gået bort fra det igen

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvert år nærlæser lærere, elever, forældre og andre med interesse i uddannelsessystemet i Storbritannien ranglisterne over, hvilke skoler der i år er sorteper, og hvilke der er rigets dukse.

Nogle læser listerne med frygt og bæven - andre med stolthed - men flere begynder tilsyneladende at læse dem med mere og mere kritiske øjne.

Både Nordirland og Wales har således opgivet skoleranglisterne igen. I Skotland eksisterer ranglisterne for de såkaldte secondary schools, som er grundskolens sekundærniveau, efter at eleverne er fyldt 11. England holder dog stadig fast ved ranglisterne for såvel primær- som sekundærniveau.

Ikke desto mindre er der større og større kontrovers om ranglisterne. Når Nordirlands og Wales' undervisningsministre smider dem ud, stort set så hurtigt de kunne komme til det, er der jo en årsag.

Jane Davidson, undervisningsminister i Wales, lod ranglisterne dumpe med virkning fra sidste år. Til britiske medier udtalte hun, at de skabte splid og ikke afspejlede den sociale baggrund for de enkelte skolers indtag af elever.

'Hvilken nytte gør det for et lokalsamfund at vide, at uanset hvor godt en skole gør det i forhold til dens egne mål fra år til år, så opnår den ikke samme resultater som en skole i en lokalitet i nærheden, som for eksempel har meget rigere forældre?', sagde hun blandt andet - og satte dermed også fokus på den fortsatte sammenhæng i landet mellem eksamensucces og socioøkonomisk baggrund.

Undervisningsministeren i Nordirland, den tidligere IRA-boss Martin McGuinness, beskyldte ranglisterne for kun at give et lille bitte billede af en skoles virkelighed.

Mange forældre er tilhængere

Men på den anden side afspejler det faktum, at ranglisterne stadig eksisterer flere steder i det britiske, at der også er elementer i samfundet, som godt kan lide dem. De skoler, der er dygtigst til at få høje karaktergennemsnit, er ganske godt tilfredse. Det samme er formentlig deres elever, men mange forældre hører også til på tilhængersiden.

'Forældrene syntes før ranglisterne, at det var svært at få oplysninger om skolerne og at sammenligne', siger Barbara Reissner, rådgiver hos ACE, en rådgivende organisation for britiske forældre.

'Men problemet med dem er, at de skaber en fare for, at forældre kun kigger på ranglisterne. De fortæller jo ikke hele historien. De fortæller kun om eksamensresultaterne', siger hun.

Og selv de 'dygtige' skoler, lærere og elever er under pres for at leve op til forventningerne om en fortsat plads i solen. Det kan gå ud over de svage børn.

'Det, der sker, er, at lærerne får tendens til at fokusere på de kvikke elever. De, der kan hive skolen op i ranglisten. De, der må kæmpe, bliver ladt i stikken', siger Joe Dumont fra børneorganisationen NCB, National Children's Bureau.

Uanset at visse skoler og visse lærere - for slet ikke at tale om rektorerne - måtte føle sig stolte over deres arbejdsplads' placering i ranglisterne, er listerne alment uglesete blandt de britiske lærere.

'De er dybt uhjælpsomme. Og ret splittende. De skaber en konkurrence mellem skoler, som ikke behøvede at eksistere', siger Patrick Roach fra en af Storbritanniens største lærerfagforeninger NASUWT.

Hertil kommer listernes effekt på lærerstaben.

'Ranglister underminerer den professionelle moral. Rektorerne drives af ranglisterne. De driver så igen på lærerne. De vil jo være blandt de bedste skoler hvad angår eksamensformåen', siger Patrick Roach og fortæller, at fagforeningen oplever et 'dramatisk stigende' antal klager fra lærerne over stress og ligefrem mobning fra rektorerne.

Presset til ekstraarbejde

Mange lærere klager også over, at de bliver presset til at tage ekstraarbejde - for eksempel ekstratimer med vanskelige elever - af hensyn til ranglisterne.

Uafhængige eksperter uden specifikke interesser at varetage er også kritiske over for ranglisterne.

'Lærerne er imod dem - selv om de, der gør det godt, har tendens til at være mere positive end dem, der ikke gør det godt. Forældre gør udstrakt brug af ranglisterne, men når man balancerer fordele og ulemper, synes jeg, at man burde opgive dem. De gør mere ondt end godt', siger Paul Cooper, professor i skolevæsen ved Leicester University.

'Enten bør de være mere sofistikerede - hvilket formentlig ikke er muligt, for så ville de blive for komplicerede. Eller også burde de afskaffes', siger han.

Et af de største problemer med ranglisterne er efter hans mening den måde, de promoverer en bestemt type elev på. Oven i købet en mennesketype, der ikke nødvendigvis er særlig meget brug for i fremtidens samfund - og såmænd heller ikke nutidens.

'De hænger meget godt sammen med ideen om at producere standardiserede børn, der skal være udtryk for, hvordan en succesrig studerende ser ud. Men vi får hele tiden at vide, at videnssamfundet har behov for kreative, fleksible tænkere - symbolanalytikere. Dem får vi ikke ved den metode. Vi får standardprodukter', siger han.

Og det er bare vinderne. Taberne står det endnu værre til med.

'Det er hele den måde, hvorpå uddannelsessystemet belønner en bestemt kulturel kapital på. Middelklassens skoler bliver mere middelklasse. De dårlige skoler bliver dårligere', siger han.

Paul Cooper mener, at ranglisterne er en del af et centraliseret, topstyret regime, der har skabt flere og flere ekskluderede børn.

'I løbet af 90'erne, da ranglisterne først blev indført, var det sammenfaldende med en massiv stigning i antallet af børn, der formelt blev ekskluderet fra skolerne. Mobning blev normalt angivet som årsag. Men det er ikke noget holdbart argument, at børn er begyndt at opføre sig dårligere. Den stress og det pres, der er blevet lagt på skolerne, har en del af skylden. Det er ikke bare ranglisterne. Det er overregulering og kontrol fra centralt hold. Skolerne er blevet mindre fleksible og mindre tolerante', siger Paul Cooper.

'Jeg kan godt forstå, at Nordirland og Wales har opgivet ranglisterne igen'.

Bente Bundgaard er freelancejournalist bosat i London

Ranglister siden 1993

Storbritannien har haft offentliggjorte eksamensranglister siden 1993. Skotland dog kun for det sekundære grundskoleniveau - fra eleverne er 11 år.

Nordirland og Wales opgav ranglisterne igen sidste år. Oplysningerne er dog stadig tilgængelige - nemlig i de enkelte skolers brochurer og andet skriftligt materiale. Det er blot de nemt overskuelige, nogle ville sige forsimplede, oversigter, der er opgivet.

Argumentet for ranglisterne har altid været at give forældre og elever større valgfrihed. Modargumentet er, at mange i realiteten alligevel ikke har noget stort valg, medmindre de vælger den private - og dyre - sektor. Britiske skoler er først og fremmest forpligtede til at tilbyde undervisning til børn i deres nærområde, selv om andre kan søge.

Ranglister underminerer den professionelle moral. Rektorerne drives af ranglisterne. De driver så igen på lærernearbejdet