”Jeg kan ikke huske, præcis hvornår jeg første gang stødte på ordet læring. Men jeg er sikker på, at jeg allerede havde lært en masse, inden jeg stiftede bekendtskab med dette ord. Jeg havde lært at gå, tale og binde mine snørebånd, da jeg var lille, og jeg havde også lært om brøker, folkeviser og uregelmæssige verber i skolen. Jeg havde lært om både det ene og det andet, men ikke om læring og da slet ikke om at lære at lære”. Citatet her af Svend Brinkmann indleder forordet til denne bog, hvor undertitlen signalerer, hvad indholdet drejer sig om: ”Syv lærestykker til skolen”.

Forfatterne er Lene Tanggaard og Keld Skovmand. To klare stemmer i skoledebatten, som på hver deres vis har givet skarp kritik af den læringsmålstyrede undervisning. De har i stedet argumenteret for en formålsstyret undervisning, hvor formålsparagraffen i højere grad sætter en retning og et formål for folkeskolens undervisning.

Tanggaard og Skovmand vil erstatte læringssproget med et læresprog. ”Det er ikke et sprog om læring, men om at lære noget. Forskellen kan synes betydningsløs, men den er i realiteten af største vigtighed. For mens læring ikke findes rent abstrakt, så findes der selvfølgelig mennesker, der lærer noget”.

Da bogen er skrevet ’til landets lærermøder’, så er der en række spørgsmål til hvert kapitel. Det kan eksempelvis være: ”Hvornår har du sidst sagt eller skrevet 'læring', hvor du kunne have ladet være? Hvad kunne du have sagt eller skrevet i stedet?” Sådan kan man bruge bogen som afsæt for pædagogiske diskussioner i skolen. Det kan være på lærermøder, det kan være i skolebestyrelser, skoleforvaltningen eller i læreruddannelsen, diskussionen foregår.

Bogen er skrevet i et lettilgængeligt sprog med mange eksempler fra forfatternes forskning og med mange eksempler fra forfatternes konkrete hverdag. Det giver også et særligt perspektiv, at der inddrages filosoffer og forfattere sammen med matematikelever fra 4. klasse. Alt sammen giver det et nuanceret billede af det, der er bogens formål: At være befordrende for en kvalificeret samtale i skolen om det, vi alle bør være optaget af, nemlig hvordan folkeskolens formål bringes til udfoldelse.

På smukkeste vis formulerer bogens forfattere de tanker, der altid følger med skolens opgave. Dette citat rummer kernen i bogens anliggende:

”Hvis det at lære i virkeligheden er at lære at tænke, sådan som Dewey antog, så er den lyst til at lære mere, som skal næres ifølge folkeskolens formålsparagraf, en tankelyst. At lære er at tænke, at lære mere er at lade pluraliteten i og omkring sig selv vokse. Eleverne skal finde glæden ved at tænke, det vil sige ved at kunne trække sig ind i sig selv og gå i samtale med sig selv. Skolen har til opgave at sikre, at samtalen ikke bliver selvoptaget og snæver. Samtalen skal kvalificeres ved mødet med andres tanker, som kom af de samtaler, de førte med sig selv ud fra de traditioner og sammenhænge, de blev formet af – og de stenhuse, de sad i. Skolen skal i sine offentlige rum tilbyde og udvikle alle mulige former for pluralitet. Skolens måske vigtigste opgave er, at børn og unge møder en forskellighed, som de hverken besidder fra fødslen eller har med sig hjemmefra, men som alle har mulighed for at tilegne sig og blive en del af ved selv at komme til syne i verden som et væsen af forskelle”.

Det er en bog, der gerne må blive læst. Det er en bog, man kan lære noget af og som man kan tale om. Husk: ”At lære er at lære noget, så lad os tale om noget”.

PS: Henrik Marxen har i bogen tegnet livet i skolen. Tuschtegninger, der følger teksten og giver liv til skolen og lærestykkerne, så de mange pædagogiske overvejelser får konkrete forestillinger på. Det er en smukt illustreret bog. Tak for det. Billedkunstneren Henrik Marxen kunne gerne omtales på samme vis, som de to ordforfattere omtales bagerst i bogen.