»Når vi danser ballet, skal vi være stille. Helt stille, må du forstå«, hvisker drengen fra 4. klasse. Han har en bærende rolle som hr. Drosselmeyer i George Balanchines ballet »Nøddeknækkeren« - og der er en uge til premieren.

Balletten skal opføres af de fire klasser på 4. årgang fra Bellahøj Skole. I dag har eleverne og lærerne besøg af danseinstruktøren Georgia Kapodistria. Hun skal hjælpe med at finpudse koreografien og dansetrinene. Alt skal sidde i skabet til premieren.

Forestillingen er kulminationen på et intenst tougersforløb for eleverne. Men arbejdet med balletten går endnu længere tilbage for de syv involverede lærere på årgangen. De var allerede på workshop ved skoleårets begyndelse. Her blev de tømret sammen i Det Kongelige Teaters træningslokaler.

»Vi var på workshop kort tid efter sommerferien. Man får virkelig grinet, fordi man kommer på glatis, når man render rundt og laver piruetter. Det er en slags teambuilding«, siger en af de involverede lærere, Sara Højgaard, mens kollega Anna Hjortenberg tilføjer:

»Jeg sagde tidligere til eleverne, at jeg skulle noget, der var rigtig grænseoverskridende, inden vi var på workshoppen. Efterfølgende kunne jeg fortælle dem, at det slet ikke var så slemt som frygtet. Tværtimod, faktisk«.

Workshoppen er en fast del af partnerskabet for de skoler, der deltager i samarbejdet »Scenekunst på skoleskemaet« med Det Kongelige Teater. Her er alle årgangens lærere på Bellahøj Skole blevet klædt på ved at gennemgå dansene. De har fået mapper med kostumeforslag, trin-oversigt og rekvisitter. »Der er opbygget et godt stillads fra teatrets side«, som Sara Højgaard formulerer det.

Angstprovokerende og lærerigt

Arbejdet med ballet har ikke kun udfordret lærerne. Det har også givet dem en anledning til at få nye relationer til eleverne.

Ligesom man kender det fra det interaktive spil »Just Dance«, har eleverne gennem instruktionsvideoer kunnet øve sig på dansene i »Nøddeknækkeren«. Videoerne er blevet optaget og udført af lærerne og de to danseinstruktører fra Det Kongelige Teater.

»Vi får lov til at se eleverne med andre øjne. Vi er sjældent på udebane, men det er vi nu. Det var lidt angstprovokerende, når de skulle se os danse. Vi er jo ikke balletdansere. Eleverne ser os i et helt andet element end det, de plejer. Vores dans er blevet filmet, og det har vi set sammen med eleverne. Det har vi sammen grinet meget af«, siger Anna Hjortenberg og tilføjer:

»Jeg synes også, at der er vigtig signalværdi i, at vi som lærere også begår fejl - og at det er helt i orden af og til. Og så har vi været gode til at grine lidt af det efterfølgende og at skabe et sammenhold omkring dét med eleverne«.

Samtidig har arbejdet med »Nøddeknækkeren« krævet en stor investering i tid og energi for den enkelte lærer.

»Man skal tænke meget ud af boksen som lærer i sådan et forløb. Det er megahårdt, men også ret fedt og lærerigt. Det er noget helt andet end at gøre noget, som man kender og føler sig tryg i«, siger Sara Højgaard og fortsætter:

»Det kræver mere forberedelse med sådan et projekt. Det kræver blandt andet, at man skal kunne tælle takter i en sang, have en forståelse for genren ballet og have et helt teknisk og strategisk overblik over, hvordan og hvornår eleverne skal danse«.

Dans, skab og læs med Det Kongelige Teater 

Børnene får ejerskab til forestillingen

Da en af scenerne skal øves igennem, står eleverne i tre snorlige køer i den ene ende af aulaen. Pigen, der spiller en af hovedpersonerne i stykket, danser som den første ud på gulvet. Iført sit sort-hvide trikot indtager hun linoleumsgulvet, drejer et par gange rundt om sig selv og når ud til rummets afkroge for at hilse på alle de iagttagere, der om en uges tid vil sidde på tilskuerpladserne.

Da scenen kort efter er øvet igennem, foreslår hovedrolleindehaveren at starte fra et andet sted i rummet. Hun forsøger at overbevise sin lærer og Georgia Kapodistria om, at det er en bedre løsning. Begge lytter, men sådan bliver det ikke denne gang.

»Eleverne er enormt involverede. De har helt sikkert mere ejerskabsfornemmelse i dette forløb end normalt. De får lov til at komme med input eksempelvis til nye kostumer. De finder gode løsninger i fællesskab. De låner tøj af hinanden, så de er klædt på i samme farve. Hvis de kunne få lov til at skrive navn på de forskellige rekvisitter, ville de stolt gøre det. Det er virkelig blevet børnenes forestilling«, siger Sara Højgaard.

Begge lærere fortæller, at de fra start ville gøre balletprojektet interessant for alle. Det indebærer, at de har drengene med om bord.

»Vi fik hurtigt lagt alle fordomme om ballet ned. Vi lovede, at ingen skulle tvinges i trikot og gamacher. I stedet fortalte vi særligt drengene, at mandlige balletdansere er meget stærke og udholdende, og at de kan løfte pigerne. Det synes mange af drengene er ret fedt«, siger Anna Hjortenberg.

Undervejs har lærerne opdaget, at de måske godt kan inddrage eleverne mere i den daglige undervisning, hvis det passer ind i et undervisningsforløb.

»Først og fremmest passer formatet godt med alle elevernes ideer. Men det viser jo også, at de sagtens kan bære mere ansvar. Hverdagen er bare ikke altid indrettet sådan«.

»Eleverne oplever kvaliteten af at bevæge sig« 

Den skjulte læring

»Vi skal ikke sidde på vores pladser og læse og skrive, som vi normalt gør. Det her er meget federe«, svarer en af eleverne på spørgsmålet om, hvorvidt projektugerne er bedre end den almindelige undervisning.

Elevens reaktion genkender de to lærere. Det indtryk møder de fra flere, når de løbende snakker med eleverne om projektet.

Selv om skolebøgerne er blevet parkeret for en stund til fordel for aulaens mørkegrønne linoleumsgulv, er det ikke ensbetydende med, at arbejdet er uden læring for eleverne:

»Børnene oplever ikke al den skjulte læring i forløbet. Der er samarbejde, kreativitet og det der med at præstere på stedet og stå foran et publikum. Det er meget givende for alle vores elever på årgangen. Derudover er der heller ingen elever, der har en fordel ved dette forløb, da ingen har danset ballet før. Alle starter samme sted. Det er sundt for en elevgruppe, at alle er på samme udgangspunkt«, siger Sara Højgaard.

Børnene er blandet i fire hold. Alle syv lærere fra årgangen har to til tre dansescener, og de skifter mellem at være danseinstruktører og at arbejde med materialer og rekvisitter i ugerne op til premieren.

Ifølge Esben Brøgger Mikkelsen, der er afdelingsleder på 3.-6. klassetrin, er en af grundtankerne bag samarbejdet med Det Kongelige Teater, at alle børn uanset baggrund skal gøre sig erfaringer med scenekunst:

»Vi har en forskelligartet gruppe af elever med forskellig religiøs, kulturel og etnisk baggrund. Hvis en del af dem ikke bliver præsenteret for den slags kultur, vil de formentlig aldrig møde det. Der er et dannelsesaspekt i det - men vi håber også, at der kommer læring ud af det på en anderledes måde, hvor eleverne arbejder i værksteder og på tværs af klasser«.

Forløbet er ikke en talentjagt

Forud for dagens besøg havde lærerne stillet klare krav til eleverne. Forventninger om, at deres professionalisme afspejler den gæstende balletdansers, Georgia Kapodistria. Danseinstruktøren skal i løbet af dagen hjælpe lærere og elever med at finpudse koreografien. For hende er det vigtigt at sende et klart signal. Tydelighed er afgørende, når man danser ballet.

»Jeg er bevidst om den rolle, jeg har. Normalt danser jeg moderne dans, men i denne sammenhæng er det ballet. Det indebærer, at jeg klæder mig anderledes på. Sætter håret op. Balletten kræver, at jeg har en særlig aura omkring mig. Det dur ikke med Adidas-hættetrøjer og den slags. Der er en elegance i balletten, og det udtrykker sig også gennem det tøj, jeg tager på«, forklarer hun.

»Jeg er tidligere blevet spurgt, om projektet er en slags talentudvikling. Det er det overhovedet ikke. Det er ikke nogen talentjagt. Det er vigtigt, at alle børn får lov til at mærke balletten i kroppen. Vi vil gerne give dem den oplevelse. Alt andet er en bonus«, lyder det fra danseinstruktøren.

Som undervisningen bliver til spisepause, samler en større sværm af piger sig omkring balletinstruktøren. Pigerne overdynger hinanden med feedback, spørgsmål, og én pige buser ud med en personlig nyhed:

»Jeg starter faktisk til ballet om et halvt år«, lyder det med tilfredshed i stemmen.

Afdelingsleder Esben Brøgger Mikkelsen tøver ikke, når han skal forholde sig til, om han og skolen vil fortsætte samarbejdet med Det Kongelige Teater næste år. »Helt klart«, gentager han og tilføjer:

»På forhånd kunne man måske tvivle på, om det ville fænge eleverne. Men når man så ser dem optræde foran forældre i fuld belysning med egne kostumer, bliver jeg rørt«.