Uskolet

Gennembrud i overenskomstforhandlinger: 
Der er opnået enighed om, 
at folkeskolen skal være god

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I hvad der betegnes som et gennembrud i de igangværende overenskomstforhandlinger, er parterne på et overraskende tidligt tidspunkt nået til enighed om et grundlæggende princip for fremtidens folkeskole. Over for udspillet fra Danmarks Lærerforening - »Vi synes, at folkeskolen skal være god« - har KL reageret forbavsende imødekommende: »Den skal ikke være dårlig, folkeskolen, det synes vi ikke. Den må gerne være god«, siger de.

Faktisk viser det sig, at synspunktet nyder opbakning meget bredt blandt de politiske partier på Christiansborg. »Vi synes også, folkeskolen skal være god«, siger for eksempel Venstre, mens Enhedslisten stemmer i med »Det synes vi også!« Fra Ny Alliance hedder det: »Folkeskolen? Den synes vi skal være god«, mens Dansk Folkeparti i en meddelelse skriver: »Den skal være god, folkeskolen. Det synes vi i hvert fald«. Selv regeringspartierne synes at bakke op: »Hvordan folkeskolen skal være? Jamen, vi synes, den skal være god«.

Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.