Spørger man i det finske undervisningsministerium om grunden til, at eleverne fra søernes land klarer sig så godt i Pisa, får man følgende remse: Der er enhedsskole i Finland, lærerne er veluddannede og værdsatte i samfundet, der er en god atmosfære på skolerne, forældrene bakker op om børnenes skolegang, specialundervisningen er velfungerende, eleverne får gratis mad på skolen, skolesystemet er decentralt, og lærerne har stor autonomi, evalueringssystemet er udviklingsorienteret, der er ingen national testning og ingen ranking af skoler.

Mange af nøgleordene er også dækkende for den danske folkeskole, men i praksis er der alligevel forskelle, mener seminarielektor Frans Ørsted Andersen, der kender det finske skolesystem. For eksempel har det finske evalueringssystem begge ben på jorden. Der er ikke så mange fine ord og store armbevægelser som i den danske debat.

»Finnerne har en hamrende god evalueringskultur. Blandt andet bliver der fulgt op på, om eleverne får læst lektier«, siger Frans Ørsted Andersen.

Lærebogssystemerne hjælper denne trafik på vej. Der er nemlig typisk indsat blanke sider, hvor læreren kan skrive, hvordan det går med eleven, og hvor forældrene kan melde tilbage til læreren.

»Man kan kalde det et logbogssystem, som er indarbejdet i kulturen, hvor man fagligt og socialt samler op hele tiden«, uddyber Frans Ørsted Andersen.

»Lærerne ser det som en vigtig del af deres arbejde at melde tilbage til forældrene og eleverne løbende. Det er en tradition. Man skal ikke opfinde det. Det virker ikke som en belastning for lærerne«.

Evaluering med muld under fødderne

»Det er banale ting, som at man retter opgaver. Der ligger jo meget evaluering i det. Det gør man også i Danmark, men det er måske metoder, man er ved at glemme lidt, fordi man mener, at evaluering skal være noget meget fantastisk og specielt«.

»Der er det nogle egentlig ret jordnære måder, man gør det på i Finland. Altså: tilbagemeldinger til forældrene og eleverne, lektier og selvfølgelig også samtaler«.

Men det er især skolens pædagoger, der står for den individuelle, mundtlige samtale med eleven om, hvordan det går fagligt og socialt, fortæller Frans Ørsted.

Der er ikke skolefritidsordninger på finske skoler, men der er et pædagogisk personale, som hjælper til i timerne og frikvartererne. Typisk er der tre pædagoger for hver ti lærere på en skole.

»De finske lærere tager sig ikke så meget af udviklingen af elevernes sociale og almene kvalifikationer. Lærerne har et fagligt ansvar, men hvordan pigegruppen har det, og hvordan lille Peter har det med dem, han leger med, dét har de ikke så meget fokus på. De har ikke så meget tjek på den enkelte elev, som den danske klasselærer har, og finnerne scorer jo heller ikke så højt i trivsel i Pisa som Danmark«.

»Finske elever er ikke så begejstrede for skolen, som danske elever er. De finske elever føler et fagligt pres. Når jeg snakker med dem, synes de, de har mange lektier. Så det er ikke kun positivt, det her. Der bliver lagt et fagligt pres på dem. Men det giver så resultater, det ses i Pisa, men mere vigtigt: Man får samlet op på en masse svage grupper, simpelthen fordi de svage elever bliver fagligt dygtigere og dermed har bedre muligheder for at klare sig videre i uddannelsessystemet«.

Korte, effektive, uformelle møder

Der er andre forskelle. Frans Ørsted Andersen fremhæver, at de finske lærere har en god vane med hurtige, uformelle møder.

»Hvis der er problemer med en klasse, så holder læreren et hurtigt møde med forældrene, når skolegangen er slut. Det kan godt være, der kun er ti forældre til stede, men man holder lige et hurtigt møde alligevel. Man behøver ikke sende sedler med hjem. Man siger bare, at der er et problem, når de kommer og henter, og så går man op på lærerværelset og får det vendt hurtigt«.

I det hele taget bliver der ikke holdt så mange møder på finske skoler. Lærerne og skolelederne har ikke så mange administrative opgaver som deres danske kolleger. Arbejdstidsreglerne er mere enkle: Alle lærere har 24 timer.

»Man underviser 24 timer, og så holder man de møder, der er nødvendige. Hvis en lærer skal på kursus, så er det om eftermiddagen. Skolen betaler kurset, men det bliver ikke modregnet i arbejdstiden, så heller ikke dér skal man korrigere på vedkommendes arbejde. Så det er meget enkelt«.

Dermed er der også plads til, at skolelederen selv kan undervise.

»Finske skoleledere er mere til stede i undervisningen, så de kommer tættere på de problemer, lærerne har. De er tættere på skolen«.

En anden forskel er, at de akademisk uddannede lærere i Finland forekommer fagligt mere sikre end deres danske kolleger.

»Det skal ikke forstås som en kritik af danske lærere. De kan ikke gøre for, at læreruddannelsen er så spredt. Og at lærebogssituationen i Danmark er så kaotisk. Og at fålærerprincippet gør det sværere at holde et fagligt niveau«.

»Vi har fået en tradition i Danmark, hvor man forventer, at lærerne kan klare et højt fagligt niveau, selv om de ikke er særlig højt uddannet, og selv om undervisningsmaterialesituationen er dårlig, og man i øvrigt skal have fokus på teamsamarbejde og tværfaglighed og undervisningsdifferentiering og 117 andre ting samtidig med«.

Men er det finske skolesystem ikke bare gammeldags?

»Umiddelbart ser det sådan ud. Da jeg først var der, tænkte jeg: Hvad laver jeg her? Eleverne stod på række ude i skolegården som førhen i Danmark, og jeg tænkte: Hold da op, det er sort skole, det her. Men der er alligevel forskel, for hvad brugte de rækken til? Jo, skoleinspektøren gik rundt og gav hånd til alle og sagde deres navn«.

»Så det er ikke et disciplineringsredskab, men redskab til at skabe tryghed og fællesskab gennem den personlige kontakt. Skolelederen var også meget ude i klasserne og hilste på eleverne på gangen, og hun kunne deres navne«.

Progressiv pædagogik skaber ulighed

Den antiautoritære pædagogik, der slog meget kraftigere igennem i Danmark end i Finland efter 1968, har kastet mange gode ting af sig, mener Frans Ørsted Andersen, men det har også kostet meget.

»Den progressive pædagogik i Danmark har betydet, at du har fået en større udskillelse, fordi du har glemt den struktur og overskuelighed og gentagelse, som hjælper de svage«.

»Det er der masser af forskning, der viser: Hvis du får en meget progressiv og avanceret skole, der svarer til middelklassens måde at tænke på og middelklassens måde at opdrage børn på, og ikke kan fange op, hvordan man opdrager børn i indvandrerkulturen eller i socialgruppe fem, så får du altså hægtet en masse mennesker af i Danmark. Og det kan du se i statistikkerne: Vi har en stigning i dem, der går til specialundervisning, og vi har en stigning i folk på overførselsindkomster. Samtidig har vi en stigning i folk, der klarer sig enormt godt«.

»Dét tror jeg, Pisa afspejler: En stigende ulighed i det danske samfund. Pisa er ikke i sig selv særlig interessant, men det er en strømpil«.

»Vi har et af verdens mest konkurrencedygtige samfund, og vi har alt muligt, der er godt i Danmark, men vi har det på bekostning af, at der er mange grupper, der bliver hægtet af, og det starter allerede i folkeskolen, der udskiller rigtig mange børn til det ene og det andet«.

Enhedsskolen er i virkeligheden en saga blot i Danmark, påpeger Frans Ørsted Andersen.

»Den gamle delte skole med realafdeling og almen og boglig linje er reelt blevet indført ad bagvejen i Danmark, i og med at 10-12 procent ryger til specialundervisning, og andre 10-12 procent ryger i privatskoler, og så er der en skrumpende midtergruppe, der går i folkeskolen«.

Det er nærmest blevet værre nu, mener han.

»Dengang med boglig og almen linje var det folkeskolen, der stod for delingen, nu er det jungleloven, der hersker. Altså - kommer mit barn et sted hen, hvor jeg synes om det, og hvad er der ellers af tilbud. Det er mekanismer, der er gledet folkeskolen af hænde, der styrer delingen nu«.

Finland har ikke kun enhedsskole af navn, men også af gavn, siger Frans Ørsted Andersen.

»Du har slet ikke den situation i Finland. Der er næsten ikke nogen, der går i privatskoler, og langt færre, der ryger ud i specialskoler«.

Ingen ved med sikkerhed, hvad der er grunden til, at finske skoleelever scorer så højt i Pisa, men Frans Ørsted Andersen er en af de få i Danmark, der har nogle bud. Han var derfor den, alle ville tale med i pauser under høringen om Pisa i Folketinget i sidste uge, hvor han selv holdt oplæg om netop det finske skolesystem. Folkeskolen interviewede ham før høringen.

Frans Ørsted Andersen er i gang med et ph.d.-projekt, hvor han via case-studies sammenligner danske og finske skoler. Han har orlov fra sit lektorat ved CVU Fyn. Han er tidligere lærer og skolepsykolog. Han har blandt andet skrevet bogen »Flow og pædagogik: Læring med optimal motivation - flowteorien i pædagogisk praksis«.