Finland klarer sig godt i Pisa-undersøgelserne, men hvorfor har lærer Benita Muhlig Larsen svært ved at forstå.

»Det kan godt være, at de finske elever i 15-års-alderen, som deltager i Pisa-undersøgelserne, er bedre i nogle discipliner end de danske, men i 4. og 5. klasse er det ikke tilfældet i de fag, som jeg kender til«, siger hun.

Sammen med en kollega og deres fælles 5. klasse på Vodskov Skole i Aalborg Kommune var hun i marts på besøg på en skole i byen Koupio cirka 400 kilometer nord for Helsingfors, og en klasse fra den finske skole har netop været på besøg i Vodskov. De to besøg har givet både de danske og de finske lærere et klart indtryk af, at folkeskolen har forskellige betingelser i de to lande.

»Navnlig i engelsk er de finske elever bagud sammenlignet med vores, også når man tager højde for, at de er lidt yngre. Derfor tror jeg, at man skal tage Pisa med et gran salt. Undersøgelsen er næppe dækkende for alle klassetrin i folkeskolen«, siger Benita Muhlig Larsen.

Men noget kan de finske elever. De er for eksempel bedre til at sidde stille og høre efter. Det giver måske hurtigere indlæring.

»Hvis man skal sammenligne elever, er det værd at fæstne sig ved, at rigtig mange mødre går hjemme. Det giver en helt anden forældreopbakning til elevernes skolegang. Skyggesiden er, at børnene måske bliver mindre selvstændige«, siger Benita Muhlig Larsen.

Alene med klassen

Et andet område, hvor der er store forskelle, er i samarbejdet omkring undervisningen. På Pirtin Koulou, som skolen i Koupio hedder, er lærerne vant til at være alene med deres klasse. Når skemaet er lagt, kan læreren selv vælge, om han eller hun vil klare opgaverne alene, måske samarbejde to og to eller indgå i større team. Det mest almindelige er eneundervisning.

»I Finland holder man fast i 'en lærer i et lokale'. Det er vi fornuftigvis gået helt bort fra. Jeg har som forholdsvis nyuddannet lærer svært ved at forestille mig at undvære den supervision og den sparring, som jeg får fra mine kolleger«, siger Benita Muhlig Larsen.

Indtrykkene fra Finland har helt konkret ført til, at eleverne i Vodskov-lærerens klasser rejser sig op, hver gang hun kommer ind i klassen. Det samler opmærksomheden om undervisningen. Og så er hun stor tilhænger af den finske skolespiseordning, der sørger for, at eleverne midt på dagen bliver tanket op til videre indsats.

Pia Helkiö fra Pirtin Koulou deler sin danske kollegas syn på varm mad i skolen. Det er simpelthen en forudsætning for, at eleverne kan præstere, hvad de skal. Men hun er ikke enig i, at mere samarbejde blandt lærerne er at foretrække.

»Jeg kender godt det danske teamarbejde, og der findes da også lærere på vores skole, der arbejder tæt sammen, men det er ikke udbredt. Personligt føler jeg mig ikke alene om undervisningen, selvom jeg ikke indgår i et team. Hvis nogle elever har behov for det, kan en skoleassistent deltage i undervisningen, og man kan trække på en række specialister som for eksempel specialklasselærere og skolepsykologer. Det giver den nødvendige opbakning«, siger hun.

Hun har et andet fællesskab med sine kolleger.

»Vi har besluttet, at alle 450 elever er alles elever. Hvis jeg ser nogle, der gør noget, som jeg ikke kan lide, så påtaler jeg det. Og det er ikke usædvanligt, hvis der kommer nogle og spørger mig til råds, selvom de ikke går i min klasse. Forudsætningen er, at man har fælles regler for, hvordan eleverne skal opføre sig, så alle ved, hvad der kan forventes af dem«, siger den finske lærer.

Indirekte opbakning

Pia Helkiö underviser sin klasse i de fleste fag. Det føler hun sig godt klædt på til gennem sin universitetsuddannelse, der har omfattet hele fagrækken fra 1. til 6. klasse. Uddannelsen sluttede med, at hun specialiserede sig i engelsk og idræt.

Det er forkert, hvis man i Danmark har fornemmelsen af, at den finske folkeskole er præget af disciplin og karaktergivning, og det er også forkert, hvis man tror, at der er et intenst samarbejde med forældrene.

»I de yngste klasse snakker vi en del med forældrene, men fra 3. klasse og opefter er det ikke almindeligt at mødes med det enkelte forældrepar, hvis ikke der er særlige omstændigheder. I den del af skoleforløbet mødes vi kun med forældrene på forældrenes aften, som omfatter alle forældrene i klassen«, fortæller Pia Helkiö.

Forældrenes opbakning er mere indirekte. Pia Helkiö udarbejder lister over, hvad eleverne skal kunne på bestemte tidspunkter, og eleverne sætter så deres individuelle mål. De mål, som for eksempel kan omfatte, hvad der skal læses af lektier hjemme, hjælper forældrene med at indfri.

»Pisa-undersøgelserne tyder på, at glæden over at gå i skole er begrænset i de ældste klasser, men det er en misforståelse at tro, at vi og hjemmene presser børnene fagligt. Det er ikke på de klassetrin, hvor jeg underviser, at børnene mister glæden ved at gå i skole«, siger Pia Helkiö.