De falske nyheder er blevet en ustoppelig nyhed i sig selv. Med et glimt i øjet kunne man spørge, hvorvidt nyhederne om de falske nyheder er sande. Det er, som om, at jo mere der tales om falske nyheder, desto mere reelt må problemet være.

Ikke desto mindre er det svært at afgøre, hvilke nyheder der er sande eller falske. Den objektive journalist findes ikke. Alt vinkles og drejes for at underbygge en tese, en ide, en påstand eller for at fremme ens egen karriere eller øvrige interesser.

Spørgsmålet om sandhed har altid været befængt. Der er noget frelst og totalitært over at hævde, at man har adgang til sandheden. Af samme grund synes mange at være villige til at deponere ansvaret for nyhedernes faktuelle sandhedsværdi hos Facebook eller medierne generelt. Enkelte hælder til, at politikerne griber ind. Kun ganske få synes at mene, at det er borgernes eget ansvar.

Klædt på til ansvar

Jeg mener i høj grad, at det er borgernes ansvar. Men før borgerne kan tage ansvar, må de tilbydes nogle kvalificerede redskaber, der kan hjælpe dem med kritisk at analysere og reflektere over, hvorvidt det, der siges, er sandt. Eller om vedkommende, der siger det, eventuelt har en underliggende dagsorden.

Hvis man vil give borgerne de redskaber, er en mulighed at genintroducere det for længst begravede filosofikum. Dog ikke på universitetsniveau, men fra første dag i folkeskolen. Et sådan kursus skal ikke kun fokusere på etik, som to etikere fra RUC sjovt nok foreslog i Politiken. Etik handler om, hvad der er godt og ondt, hvilket ofte også svarer til, hvad der er rigtigt og forkert.

Det er forkert at slå sine børn, fordi det er ondt, og det er ondt, fordi det ikke fremmer læring eller kærlige individer. Tilsvarende vil en religiøs person mene, at noget er godt eller ondt, fordi det står i Koranen eller i bibelen. Men hverken Koranen eller bibelen er mere rigtig eller forkert end Søren Kierkegaards bøger.

Det er blot to bøger, som for mange betyder enormt meget, men antallet af tilhængere gør stadigvæk ikke bøgerne rigtigere end så meget andet. Sagt anderledes: Der er flere, som køber bøger af Jussi Adler-Olsen end af Olga Ravn, men det betyder ikke partout, at hans bøger er bedre, mere rigtige og sande. Selvfølgelig ikke.

Et filosofikum bør præsentere filosofi. Ud over etik vil det sige videnskabsteori, kritisk og æstetisk tænkning.

Det, som filosofien tilbyder ud over indsigt i, hvad der er viden, hvad der er mere rigtigt end forkert, er en tilgang til verden. En tilgang, som er spørgende og undersøgende. En nysgerrig og åben tilgang, der løbende øger vores engagement. Eller fastholder engagementet. Og netop engagement er noget af det, som mangler.

Hvis folk er engageret i samfundet, vil de også helt naturligt sætte spørgsmålstegn ved noget af det, som bliver sagt. De vil undersøge argumenterne. Hænger logikken sammen? Stemmer dette billede overens med, hvad andre siger, ser, hører, beretter? Den engagerede vil søge efter alternative kilder.

Vi skal lære at tænke

Den demokratiske proces begynder allerede i familien, dernæst i skolen. Måske kan ikke alle familier fremelske en kritisk tænkning. Jeg kommer selv fra et hjem, hvor der kun var få bøger, og hvor ingen kendte til forskellen mellem et klaver og et piano. Men skolen kan. Eller sagt mere moraliserende: Den skal.

Hvorfor skulle jeg betale skat og sende min børn i skole, hvis den ikke kan tilbyde undervisning i noget af det mest basale, men også det allermest vigtige: at tænke. Filosoffen Hannah Arendt påpegede, at ondskabens største problem er, at folk ikke tænker. Hermed mener jeg, at de ikke stiller spørgsmål, undrer sig, reflektere, undersøger.

Filosofi burde være på skoleskemaet fra første klasse og ikke noget, der introduceres for de privilegerede få, der eventuelt skal læse videre. Filosofi skal ind med alfabetet, hvis ikke vi ønsker at skabe en akademisk elite, der måske nok er forfærdeligt klog, men som ikke besidder empati nok til at forestille sig, hvorfor andre kan stemme, gøre, sige, mene, føle noget andet, end den selv gør.

Ignorance eller uvidenhed har altid været uacceptabelt i filosofien.

Filosoffen er den, der ønsker at forstå, fordi han eller hun ved, at der er meget, som vedkommende endnu ikke ved. I denne erkendelse ligger selvindsigten, som minimerer risikoen for selvbedrag. Sagt anderledes: Hvis du tror på alt, hvad du læser, så er det ikke Facebooks eller Informations skyld, men din egen. Tænk dig om.

Og hvis dette er svært, så bliver det at tænke et fælles anliggende.

Tidligere bragt i Information