Anmeldelse:

Naturfag for begyndere

Indfang børnenes undren og nysgerrighed over vores fantastiske verden med  naturvidenskabelige fænomener fortalt i billeder.

Offentliggjort

Fakta:

Max og Meta - Månen/Max og Meta - Tyngdekraften/Max og Meta - Atomer/Max og Meta - Farver/ Max og Meta - Tid
Forfattere: Troels Gollander

Illustrator: Lars-Ole Nejstgaard

130 kroner per bog

26 sider per bog

Serie: Max og Meta

Forlag: Forlaget Meta

"Max og Meta" er en ny bogserie af naturfaglige billedbøger/tegneserier målrettet indskolingen. Serien behandler naturvidenskabelige fænomener i øjenhøjde og tager udgangspunkt i elevernes undren. Bogserien består af bøgerne "Tyngdekraften", "Månen", "Farver", "Tid" og "Atomer". Flere er på vej. Alle bøger omhandler naturvidenskabelige fænomener, som vil indgå i enhver natur/teknologiundervisning i indskolingen.

I bøgerne har Meta masser af spørgsmål til vores verden, som Max guider Meta igennem og hjælper med at forstå. Altid med enkle naturvidenskabelige forklaringer, der på enkel vis illustreres. Max og Meta lader sig ikke indskrænke af de voksnes begrænsede fantasi, men kan gøre magiske ting med et enkelt fingerknips som at bringe vores to superhelte til nye steder eller til en helt ny tid. De kommer til Månen og oplever levevilkårene der, til forelæsning med Niels Bohr for at høre om atommodeller og laver eksperimenter og undersøgelser om hvad der ville ske, hvis tyngdekraften forsvandt.

Bag i Max og Meta-bøgerne er der opslag til de voksne, hvor det faglige indhold uddybes og på seriens hjemmeside er der supplerende opgaver til udprint.

"Max og Meta" er naturfag i øjenhøjde og egner sig både som højtlæsning i hele indskolingen og som individuel eller makkerlæsning fra 2. klasse. Brug bøgerne til at skabe læselyst, når der er fokus på faglig læsning og når eleverne skal have en god historie med naturfagligt indhold.