Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Som forsker med stor interesse for folkeskolen og som tidligere formand for Rådgivningsgruppen for Fælles Mål i 2017-2018 har det været en nærmest surrealistisk oktober måned i 2023. Er det virkelig sandt? Kommer der et læreplansarbejde med fokus på at få fag, faglighed og indhold tilbage som ambitiøse pejlemærker for undervisningen, som er folkeskolens kerneopgave? Får de fagprofessionelle i folkeskolen frihed til med myndighed og professionalisme at udøve deres væsentligste opgaver i skolen? Kan det være rigtigt, at der er hul igennem med hensyn til mesterlæren som en legitim pædagogisk praksis for de elever, der har brug for det? 

Tilsyneladende ja. Jeg har haft hænderne meget højt oppe i begejstring. Endelig var der nogen, der lyttede. Men ærlig talt, så kom tvivlen ret hurtigt. Den løb nærmest foran. 

En form for fake news

Det var f.eks. surrealistisk at høre statsministeren i forbindelse med hendes tale ved Folketingets åbning 5. oktober knække sammen i grin over det skørt formulerede færdigheds- og vidensmål fra idrætsfaget og dernæst nævne eksemplet med de 4.000 bindende vidensområder og mål i sin åbningstale. 

For det første er der ikke 4.000 bindende vidensområder eller mål al den stund, at tidligere undervisningsminister Merete Riisager (LA) allerede i 2017 lempede målstyringen ved at gøre de 3.170 bindende færdigheds- og vidensmål i Fælles Mål vejledende og ikke bindende. 

Over det er der stadig 215 bindende kompetencemål og under det 866 bindende færdigheds- og vidensområder. Talen var således desværre en form for fake news, der slører for det arbejde, som politiske forgængere allerede har lavet, men det er godt, at der nu endelig prioriteres at lempe endnu mere.

For det andet er latterliggørelsen lidt uheldig givet, at statsministeren og hendes kollegaer har ansvaret for de muligvis absurde mål. Det ville have været passende at erkende dette ansvar, fordi respekten om skolen er nært forbundet til ansvar, myndighed og autoritet. Man har ret til at latterliggøre, når man tager ansvar og derfor primært griner over sig selv. 

Forskubbelse af ansvar

Lad det ligge. Vi lever med det. Vigtigst er det måske, at der i forbindelse med den offentlige modtagelse af regeringens udspil i aviser og andre medier synes at være opstået den misforståelse, at kvalitetsprogrammet primært handler om frihed og ansvar. Nu får skolelederne, lærerne og pædagogerne mere ansvar, siges det. 

Skal jeg være lidt kritisk, så er jeg nødt til at fremhæve, at snakken om øget ansvar til de fagprofessionelle er en smule skæv. Som vi skrev i vores rådgivningsgruppes endelige afrapportering, så er det ikke sådan, at mere frihed til de fagprofessionelle til at planlægge, tilrettelægge og evaluere undervisningen, fører til mere ansvar. Her er friheden, så er det til gengæld din skyld, hvis det ikke lykkes. Ansvaret for vores skole er stadig fælles, også når man træder lidt tilbage og dermed søger at genvinde tilliden til lærerne, til pædagogerne i skolen, til skoleledelserne og til skolebestyrelserne. 

At stå sammen om skolen betyder, at man deler ansvaret, men det er klogt at lade de mennesker, der har forstand på skolen, tage ansvaret på sig. Det er en detalje, men forskubbelse af ansvar leder til mindre mod til at ændre på de ting, som der er brug for. 

Der er stadig et stykke vej, før vi genvinder respekten omkring skolen, men cadeau for at sætte nyt skub i tingene med kvalitetsudspillet. 

Bindinger eller ej, så er ansvaret kontinuerligt fælles for vores skole. Der er ikke, heller ikke i udspillet, tale om at mindske ambitionerne for skolen. Heldigvis for det. Læreplansarbejdet og de øvrige initiativer må vise, om det lykkes at få bugt med en forsnævret kompetencetænkning, og om vi får en skole, der kan give vores børn og unge et godt rygstød ind i livet uden at spænde alt for meget ben  undervejs.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk