De nye læringsplatforme i folkeskolen er en del af KL og (den tidligere) regeringens digitaliseringsstrategi fra 2014. Langt over halvdelen af alle kommuner er allerede med og flere kommer hele tiden til. Men hvad skal vi med de her læringplatforme og hvad er det for en læringsform de understøtter?

Jeg har selv kritiseret den læringsmålstyret undervisning mange gange, og både i min egen og andres kritik er det blevet fremhævet at læringssynet i denne metode er skræmmende og reduktionistisk. Jeg har selv agiteret for at læringsmålstyret undervisning blot var det første af tre skridt. De platte-lærings-forme er skridt to, og flere af dem har endda skridt tre i sig.

Skridt to er netop selve digitaliseringen af læringsmål, undervisning og evaluering, som i høj grad skifter fra klasse-tænkning til individ-tænkning. Her er der altså ikke tale om differentiering af undervisning, men en opdeling i (cirka) 25 forskellige undervisninger på samme tid; en undervisning til hver elev, nemlig den de sidder med foran sig på skærmen.

Skridt tre er så afskaffelsen af læreren, igennem adaptive tests og digitale læringsaktiviteter, altså at der blot skal sættes et mål for eleven, hvorefter eleven starter sin undervisning med en test for at måle niveauet, hvorefter systemet selv kan generere øvelser, som skal få eleven til at lære det fornødne til næste niveau. Eleven skifter her hele tiden imellem test af niveau og tilpassede øvelser så eleven kan lære det næste trin.

Det er ikke skræmmeeksempler, men den faktiske virkelighed – det er det de nye læringsplatforme understøtter at man kan gøre, ligesom den officielle EMU portal allerede har eksempler på dette.

Som lærer tænker man hurtigt at det jo ikke er muligt, men det er blot fordi vi lærere stadig tænker i undervisning, og det skal vi ikke. Det her er en ny læringsform, som fjerner det vi normalt betragter som undervisning, og erstatter med systematisk læringssystemer. Flere af disse nye platforme arbejder ikke engang med begrebet ”elev” længere, men i stedet med ”den lærende”. Elever er nemlig noget, som er i en klasse, mens dem som bruger læringsplatforme i princippet ikke behøver at være en del af en klasse.

Bevares, det er muligt i alle systemerne at lave gruppeopgaver, som tvinger eleverne til at være sammen med andre, men systemets data måler stadig den enkelte elev og er derfor ikke afhængig af om eleven er sammen med andre end sig selv. Det er vores normale forståelse af undervisning, da den socialkonstruktivistiske udvikling jo netop er en væsentlig del af undervisning og børns udvikling, hvorfor vi som lærere jo netop planlægger undervisning, hvor eleverne oplever hinandens reaktioner på undervisningens indhold.

Da jeg startede min kritik af læringsmålstyret undervisning blev jeg ofte mødt af positivt indstillede kolleger, skoleleder og andre, som brugte ”metoden” og var enormt glad for det. Hver gang jeg blev mødt med dette spurgte jeg ind til hvordan de så bruger ”metoden” og hvad de var glade for. Ikke overraskende var svarene ofte at de brugte det på den måde, som passede til dem, og ingen af dem brugte faktisk selve modellen for læringsmålstyret undervisning. De opfattede det oftest som en ide om at bruge synlige mål i deres undervisning, og det er også altid det, de påpeger som det ”nye gode”. Hertil har jeg gang på gang svaret, at ”mål” i undervisningen skam ikke er nyt. Der er nok nogle lærere, som har glemt at bruge det synligt i deres undervisning, men det er altså ikke nyt.

For et par uger siden var jeg på en læreruddannelse og befandt mig tilfældigt i et undervisningslokale hvor der hang syv forskellige undervisningsmodeller. En af dem var læringsmålstyret undervisning, det var den mindste model. Læringsmålstyret undervisning er en trin-for-trin model med fire trin, hvoraf  tre af trinene handler om læringsmålet (sæt mål, tegn på læring og evaluering af læring). De seks andre modeller havde også ”(lærings)mål” med, men havde langt flere end fire elementer, og de var allesammen relationsmodeller, dvs. at de alle skulle udvikles samtidig, fordi at hvert element var i relation til – og dermed påvirkede – de andre. Der er intet nyt i mål for og i undervisningen. Derfor kalder jeg det for synlig målsætning. Synlig læring og læringsmålstyret undervisning er noget andet. Her er fokus at alle – forældre, lærere, ledere, pædagoger og selvfølgelig eleven selv – skal kunne se præcis hvad eleven kan fagligt ud fra specifikke tests, og følge med i hvad eleven laver lige nu.

Det er lige hvad læringsplatforme kan bidrage til.

Efter jeg selv er blevet påduttet at bruge en læringsplatform har jeg prøvet at sætte mig lidt ind i markedet. Og ja det er et marked. Et marked, som er opstået med KL og regeringens digitaliseringsstrategi.  Et marked som er på minimum 130 millioner kroner årligt (1300 folkeskoler gange cirka 100.000,-/skole – lavt sat). Penge, som kunne være gået til skolerne og undervisningen. Det er ikke mange penge for en skole, men som samlet marked er det rimelig stort, hvilket betyder et øget pres fra producenter og politikere på at få ”det rigtige produkt”, som igen er med til at skabe et pres på at ledere og lærere skal bruge tiden på disse systemer.

Systemerne ser overordnet set meget ens. De hedder Meebooks, EaysIQ, KMD Educa, Its’learning, min uddannelse, m.m. Man kalder dem for Learning Management Systems. Systemer der styrer læring. Det er mig stadig en gåde hvordan folkene bag og de politiske støtter kan blive ved med at bruge begreber ”at lære eleverne...” og lignende. Man kan ikke lære nogen noget. Man kan vise dem det og så håbe på at de lærer noget, men man kan ikke lære dem det, det kan de kun selv. På engelsk er det lettere at forklare. På engelsk kan man ikke sige ”I learn you something”, men man siger ”I teach you something and then you can learn it”. Heri ligger pointen om hvor væsentlig undervisning er. Og disse platte lærings-systemer er alt andet end undervisning.

Lad mig lige slå fast at det selvfølgelig er en god ting at forældre kan følge med i hvad deres børn laver i skolen og hvordan det generelt går. Men vi må også spørge os selv om det er en positiv ting at vi ”udliciterer” forældresamarbejdet til en digital platform. Derudover kan det også virke positivt at man kan dele undervisningsforløb med hinanden, men helt ærligt, så kunne vi også gøre det med SkoleKom, det er ikke nyt. Det nye er at man kobler eleverne op på systemer, som elevernes læring bliver til ”data” i et system. Vi ændrer altså vores syn på at læring er noget som sker og ikke altid kan måles hos den enkelte, til at læring nu er det som systemerne kan måle. Kan det ikke måles kan det ikke være i systemet. Som politikerne siger: vi går fra undervisning til læring. Og her menes altså den læring, som kan måles.

Okay. Jeg har i tidligere indlæg prøvet at bevise at man ikke kan bruge læringsmålstyret undervisningsmodellen trinvis, da det eksempelvis aldrig forholder sig til emne og indhold i undervisningen. Det samme gør sig sjovt nok gældende i de dertil indrettede systemer. Det er mål-aktiviteter-evaluering. I den rækkefølge.

Så hvis man ikke kan lave sin undervisning direkte i systemet, så skal man altså først lave selve sin undervisningsplan og først derefter bruge tid på at skrive det ind i et system. Og os, som underviser i folkeskolen ved jo så også at undervisningen aldrig er som planlagt. Vi skal tage 20-30 valg i løbet af en lektion, udover det vi har planlagt. Hver gang vi træffer et valg så ændrer vi på undervisningen. Hvis systemet skal følge med, så skal vi altså rette det til hele tiden, hver dag. Eller også skal vi droppe at lave undervisning og lade systemet overtage, præcis som systemet er lagt op til at det kan.  Hvis vi skal rette i systemet hver dag er det igen en ekstra opgaver. Valget står altså imellem at bruge systemet til at lave ikke-undervisning, eller at lave bureaukratisk ekstraopgave.

Flere af udbyderne sælger blandt andet deres platforme på den lette mulighed for at følge med og få direkte feedback. En af dem viser i en video at man som lærer kan sidde på sin skærm og følge med i hvad eleverne laver, og hvis en elev har brug for feedback (dvs hjælp), så kan eleven trykke på en knap, som så lyser på lærerens skærm, så læreren kan se at der er en elev, der har brug for hjælp. Undskyld mig og goddag med et sløvt økseskaft, men hvis jeg åbner mine øjne og kigger ud og klassen så kan jeg da bare se hvem, der har hånden oppe. Foruden at jeg jo også går rundt til dem alle hele tiden. Hvorfor skal jeg have et it system til det?

En af udbyderne har også lavet en række kurser (selvfølgelig), som kan hjælpe lærerne med at vælge aktiviteter i deres læringsplatform. Jeg kiggede på mulighederne og blev glad da jeg så begrebet ”aktiv læring”. Ikke at jeg inden forstod hvad inaktiv læring var, men jeg tænkte at det måske var noget med bevægelse og noget med at være aktiv. Jeg trykkede videre og læste om kurset. Her er den indledende beskrivelse: ”med (produktet – har fjernet navnet)’s testværktøj til selvrettende tests kan du gøre det til en leg at lære og sjovt for den lærende at selvevaluere sin læring”. Og senere fortæller de at det man lærer på kurset er: ”at oprette interaktive test og bruge dem på forskellige spændende måder for at teste viden og opnå selvevaluering”. Aktiv læring er altså at bruge sjove tests til at evaluere sig selv. Kan vi lige hurtigt blive enige om at de her mennesker ikke ved en brik om læring og undervisning. At evaluere noget er jo ikke at lære noget, men netop at evaluere på det, som man har lært.  Det er sigende og skræmmende for hele tanken bag disse læringsplatforme.  

Kort sagt så kan disse nye læringsplatforme kun berette om enkelte elementer i et undervisningsforløb (nemlig de elementer, som passer til læringsmåltyret undervisning – der findes ikke nogen hvor man kan bruge eksempelvis Hiim og Hippes relationsmodel), de kan ikke videndele mere mellem personale end et almindeligt fildelingsprogram med en søgefunktion kan, og de er en tidsrøver i en meget presset hverdag hvis de konstant skal tilpasses – medmindre vi selvfølgelig får trin tre, hvor systemet overtager hele arbejdet.

Det eneste systemer kan er altså at skabe big-data (samle viden fra alle brugere til empiri og gennemsnitsberegninger) og skabe digital overvågning af eleverne for lærere og forældre.

Derudover stiller brugen af de platte-lærings-former et grundlæggende spørgsmål, som ingen på skolerne drøfter, fordi beslutningerne ofte er truffet over hovederne på dem; Hvorfor skal vores elever egentlig gå i skole sammen? Jeg mener helt grundlæggende at sådanne systemer er skadeligt for fællesskabet, det øger konkurrencen imellem eleverne og det mindsker det sociale læringsaspekt, som også er væsentlig ift dannelse af eleverne.