Der er intet i vejen med konceptet bag "historiekanon.com", der blander historiske kortfilm med elevopgaver og kilder på HistorieLab. Alle film er på i alt otte minutter, hvilket er en passende længde til at holde elevernes fokus. Filmene er lagt i pædagogisk, overskuelig og kronologisk rækkefølge, og hver film er ledsaget af et kort resumé, der giver et indblik i filmens indhold. Ved siden af den enkelte film finder man opgaver til den periode, som filmen omhandler. En enkel, men yderst gennemtænkt detalje består i, at lærervejledning og elevtekster samt undervisningsmateriale ligger let tilgængeligt til højre for filmen. Det er godt, for så er der ingen tvivl hos eleverne om, hvor de skal søge. Det giver sig selv.

Opgaverne leder eleverne ind på HistorieLab, og her præsenteres vi for en række meget forskellige opgaver med tilhørende kilder, der bringer eleverne vidt omkring. Der er stof til mange timers undervisning med fokus på kildekritik og kildeanvendelse generelt. HistorieLab er grundig, dog tilsyneladende stadig ikke så begejstret for at inddrage digitale værktøjer fra SkoleTube, hvilket undrer mig. Til gengæld får eleverne mulighed for at arbejde kontrafaktisk i for eksempel forløbet "Stormen på Bastillen", hvor eleverne skal arbejde med problemstillingen: ”Hvad nu, hvis Danmark havde handlet anderledes under Napoleonskrigene?” Min erfaring er, at selv de store elever kan have svært ved kontrafaktisk arbejde, men det bør ikke afholde læreren fra at forsøge. Her er en oplagt mulighed for at differentiere sin undervisning.

Forløbene på HistorieLab udmærker sig i øvrigt ved at være forholdsvis korte og med udførlig lektionsplan og lettilgængelige kilder. Kildernes sværhedsgrad og deres medfølgende problemstillinger er prøverelevante og anvendelige i den kontekst, og det er for mig det ultimative krav, når jeg arbejder i ottende og niende klasse. HistorieLab består testen.

Det er derfor ærgerligt at konstatere, at de film, der introducerer eleverne for forløbene, i flere tilfælde rammer under målgruppen og forløbenes øvrige niveau.

Ifølge historiekanon.com er humor et gennemgående fortællevirkemiddel i filmene, og det er kun godt, hvis bare det så også var sjovt. Jeg kan dog godt frygte, at mine ældste elever vil føle sig talt ned til, når de møder skuespillere med kulørte parykker, store overskæg og hornbriller. Det virker for letkøbt, selv om man unægtelig har forsøgt at ramme en autentisk scenografi, hvilket også lykkes i flere tilfælde.

I andre film, for eksempel den om FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder, præsenteres vi for en tidslinje, der rent grafisk er virkelig inspirerende, men den går voldsomt hurtigt. Noteskrivning er udelukket, men man kan selvfølgelig vælge at tage en bid ad gangen. Selve kronologien er i orden, og tidslinjen understreger, at menneskerettigheder ikke er kommet i nyere tid, men har en lang, kompleks historie bag sig. Det er nyttig viden, særligt fordi der lægges vægt på årstal, som i flere andre film er bemærkelsesværdigt fraværende. Lidt sær prioritering i historiefilm.

Til gengæld går det galt i filmen om Berlinmurens fald, hvor en utrolig følelsesladet DDR-ekspert med orange pagehår fortæller om det østtyske regimes rædsler for til sidst at bryde hulkende sammen. Dette trækker fuldstændig seriøsiteten ud af filmen, der i øvrigt byder på flere autentiske, signifikante klip fra Berlin med blandt andet journalist og korrespondent Jens Nauntofte centralt placeret i menneskemasserne, mens befolkningen råber de taktfaste slagord: ”Die Mauer muss weg!” Vi har set det før, og det er stadig lige fascinerende.

Havde man dog bare holdt sig til en saglig formidling af historien. De store elever vil tages alvorligt, og som lærer i niende klasse kommer man til at stå med et lidt undskyldende smil på læben, fordi man dybest set godt kan se, at dette ikke er morsomt for den aldersgruppe. Det bliver ganske enkelt for barnligt, når voksne spiller komedie på den måde. De er vant til mere og bedre, og forsøget på at være humoristisk svækker opmærksomheden på indholdet og fagligheden.

Del 2 kommer til april, og der håber jeg på et højere ambitionsniveau på filmsiden. Når der er adgang til langt bedre og mere saglige film på nettet, vil man hurtigt vælge eksempler som det ovenstående fra, men dog fastholde opgaverne på HistorieLab. Vi behøver måske ikke at ramme DR- eller BBC-niveau hver gang, men man kunne godt have ønsket en gylden mellemvej. Det får man ikke.

Filmenes helt grundlæggende problem er, at de skal gøre sig i et bredt felt af kvalitetsfilm på markedet, og dertil er niveauet for lavt.

"Historiekanon.com" indeholder idemæssigt gode takter, og jeg kommer til at bruge dele af det i min kilde- og problemstillingsbank. Mine filmkilder vil jeg dog for størstedelens vedkommende finde andre steder. Der er nok at tage af.