Der er absolut intet at fejre, når rådhusklokkerne ringer nytåret ind.

De 12 slag fra tårnuret på Københavns Rådhus vil være en ildevarslende påmindelse om, at folkeskolerne nu igen er tilbage ved et gennemhullet, ubrugeligt, hårdt kritiseret og meget lidt meningsfyldt testsystem i grundskolerne: de nationale tests.

Partierne bag folkeskoleforliget gav i februar hinanden håndslag på, at de inden året var omme havde aftalt »et nyt, og bedre evaluerings- og bedømmelsessystem,« som kan stå i stedet for de nationale test.

Herfra kan man kun gisne om, hvad der holder regeringen tilbage fra at fremlægge et forslag. Hvorvidt det er corona, bøvlet med at rette systemerne til hen over året, så de ikke er helt så fejlbehæftede som tidligere, eller alene det faktum, at det selvfølgelig er voldsomt kompliceret at etablere et sådant system.

Det var en milepæl i skolepolitikken, at partierne ville afskaffe det nationale testsystem. Mens vi venter, vil jeg derfor opfordre til, at man holder fast i den tanke.

Hele ideen om et nationalt testsystem og Pisa-regimet er forkert og bør erstattes af tillid og tro på lokale data, der opleves meningsfulde der, hvor børn, medarbejdere og forældre er.

At kværne eleverne igennem stribevis af tests, hvor resultaterne opfattes som uforståelige og teknikken igen og igen spiller deltagerne et puds, det er for mig at se ganske enkelt spild af god tid.

Hvis 2020 og tiden, siden at den politiske aftale blev indgået i februar, har lært os noget, så må det være, at vi skal bruge den kostbare tid på at tage hånd om hverdagen og skabe nærværende, tillidsfuld, kreativ og åndfuld læring fremfor systemer og test, som ikke virker.

Lad os bruge kræfter og ressourcer på det – ikke på at opfinde nye test- og kontrolsystemer.