En time før kampen begynder, vinkler hun et rødt bånd stramt om hånden. Hun vælger at varme op langt væk fra modstanderne. Hun sætter sig ned, spænder de røde benskinner med velcrobåndene. Dækker sine rødlakerede tånegle med bløde fodbeskyttere. Rejser sig og sender pulsen i vejret med hurtige bevægelser. 

Ti minutter før kampen propper hun et stykke lykkegummi i munden. En blanding af lakrids og vingummi. Altid den samme.

Katrine Rud Mannemar Pedersen er folkeskolelærer og elitekickbokser. Siden 2011 har hun kæmpet 170 kampe. Hun har tabt 43. Hun har vundet verdensmesterskabet i 2017 og 2019. Blandt mange andre sejre har hun seks VM-medaljer, tre EM-medaljer og 16 danske mesterskaber. I slutningen af november kæmpede hun endnu en verdensmesterskabskamp i Albufeira i Portugal. 

Hun er fyldt 40, og dermed var det hendes sidste chance for at få endnu en verdensmesterskabstitel som senior. 

Det bliver i familien 

“Jeg vil virkelig gerne vinde. Jeg vil opnå mine mål, selv om jeg ved, at det bliver skidesvært”, siger Katrine Rud Mannemar Pedersen. 

Hun er i træningslokalet på Sportsvej i Esbjerg, hvor hun venter på holdet med drenge fra seks til ni år, som hun hver uge træner frivilligt sammen med sin bror og brorens ekskone. Hun træner også de ældre børn og voksenhold. Væggen bag hende er fyldt med pokaler. Mavebælterne, der symboliserer sejre, hænger fra loftet. Hun går rundt og peger. 

“Den har jeg vundet. Og den har jeg vundet – og den og alt, der står på den hylde der”.

Verdensmester i kickboxing og lærer var måske ikke det, hun havde forventet skulle stå på visitkortet, da hun i sine tyvere arbejdede med fisk på havnen i Esbjerg.

“Jeg følte ikke, at jeg havde gjort en forskel, når jeg gik hjem fra arbejde. Min mand gav mig det sidste skub og sagde, at hvis jeg skulle læse videre, skulle det være nu”.

Som elitesvømmer havde hun trænet børn i svømning.

“Jo mere jeg tænkte over det, des mere nåede jeg frem til, at lærerjobbet er megavigtigt, så børnene kan få de bedste kort på hånden. Derfor valgte jeg uddannelsen og jobbet. Og jeg har ikke fortrudt det”. 

I dag bruger hun lige så meget tid i træningsrummet på Sportsvej, som hun gør på at undervise i dansk, tysk, håndværk og design og idræt på Danmarksgades Skole i centrum af Esbjerg. Hendes egne børn, som er ti og 18, og hendes mand går også til kickboxing. 

Hun blev færdig som lærer i 2010 – et år før hun vandt sin første kickboxingkamp. 

“Jeg er virkelig dårlig til at sidde stille og fede den. Jeg er altid klar til at kæmpe. Jeg går altid efter noget. Hvis jeg ikke bliver udtaget til en kamp, så går jeg efter en anden”. 

Fem dage om ugen ringer vækkeuret klokken 4. Så er det ned til klubben eller fitnesscentret for at styrketræne. Klokken 6.30 er hun hjemme og spiser morgenmad med børnene. Klokken 7.10 går turen til skolen. 

Hun spiser aftensmad mellem klokken 15.30 og 16, og så er det tilbage til træningslokalet til den frivillige trænertjans efterfulgt af egen træning med storebror. I weekenden står den på stævner, træning og forberedelse. 

“Jeg kommer ikke til fredagsbar. Jeg kunne jo godt bare drikke en sodavand, men jeg prioriterer min træning over alt andet. Og om eftermiddagen er jeg i træningslokalet”.

I Danmark kan man ikke leve af at være elitekickboxer. Faktisk kan det være svært at skaffe sponsorkroner nok til flybilletter og overnatning. Man skal have et job. For Katrine Rud Mannemar Pedersen er lærerjobbet det helt rigtige. Hendes leder støtter hende og hjælper med at få lagt timerne, så hun kan rejse til stævner rundtom i verden.

“Jeg har min sjette ferieuge. Og de er gode til at placere mine timer, så jeg kan rejse nogle gange. Men det er hårdt. Jeg skal udarbejde vikarplaner og følge op på det, når jeg kommer hjem”.

Kollegerne bemærker også tit, når hun har fået et blåt øje eller har store blå mærker.

“Men de støtter mig helt vildt, selv om der er nogle, der spørger, om jeg ikke er ved at være for gammel til det pjat”, siger hun og skærer en grimasse.

Egentlig begyndte hendes sportskarriere som elitesvømmer. Men da hun var 27, havde hendes bror skiftet svømningen ud med kickboxing, og hun ledte efter en sport, som hun kunne dyrke med sin mand. 

Da hun mærkede adrenalinen rulle gennem årerne inden sin første kickboxingkamp, var hun solgt.

Siden 2011 har hun brækket et ribben, en tå, flækket et øjenbryn og haft en blodnæse, som ikke ville stoppe i flere dage. 

I kickboxingdisciplinerne Lightcontact og KickLight, som Katrine Rud Mannemar Pedersen dyrker, må man ikke knockoute, men man må gå til grænsen, og hellere få en advarsel end være for forsigtig, mener Katrine Rud Mannemar Pedersen. “Men det kan være svært at vide, hvad modstanderne kan tåle”.

“Man skal have en lille brist for at kunne lide at blive slået og sparket på. Men det er også der, adrenalinen kommer. Jeg skal være 100 procent på, når jeg går ind til en kamp, for er jeg ikke klar, gør det ondt på mig. Det er faktisk lidt på samme måde, når man går ind i klasseværelset til en ny klasse. Man er 100 procent på”, siger hun.

VM-kampen 

Den dag i slutningen af november i år i Albufeira i Portugal, hvor hun trækker den røde hjelm over hovedet, dirrer hun af nervøsitet. Hun flipper den kridhvide tandbeskytter på plads i munden. 

Hun gør næsen klar til slag. Nulrer den varm og afslutter med at hive blidt i kødet mellem næseborene. Hun slår sig selv på kinderne. Med små hoppende bevægelser træder hun ind på det syv gange syv meter afmærkede skumgummifelt. Adrenalinen pulser rundt i kroppen med hjertets rytme.

Hun vil vise hele verden, at hun kan gøre sig gældende, selv om hun skal kæmpe mod modstandere, der er 20 år yngre.

Dommeren tjekker hænderne. Ser, om der er piercinger på hendes krop. Egentlig vil hun gerne selv spænde de røde boksehandsker, for det plejer hun, men i dag gør landstræner Ayoub Saidi det.

Hun har korte bukser på, for lige nu gælder det favoritdisciplinen KickLight, hvor man må slå og sparke på lår, knæ, mave og hoved. Lodtrækningen har været mod hende. Selv om hun er topseedet, er hun endt med at kæmpe første kamp mod polakken Paulina Stenka på 23 år.

 Katrine Rud Mannemar Pedersen har kæmpet mod hende flere gange og har vundet hver gang, men hun ved også, at modstanderen er en sej kæmper, at hun slår hårdt, og at hun er virkelig opsat på at vinde.

En kamp varer tre gange to minutter. Hun hilser på modstanderen. Dommeren står i midten og råber: “Fight”.

Rollemodellen

“Slog du dig?” En lille dreng ligger og vrider sig på måtten i træningslokalet i Esbjerg. Katrine Rud Mannemar Pedersen er hos ham med det samme. Lægger armene om ham og trøster. “Skal du have lidt vand?” 

Mange af de børn, hun træner, går på Danmarksgades Skole. 

“Jeg er en rollemodel”, siger hun. “De ser jo, hvordan jeg kæmper med blod, sved og tårer for at nå mine mål. Det inspirerer dem. Mange i min klasse er sportsinteresserede, så vi får tit en snak om det”. 

Når hun er væk fra klassen, følger eleverne med og sender hende opmuntrende beskeder, og når hun kommer hjem, bliver hun mødt med tillykke og opfordring til at fortsætte.

“Jeg tror ikke, jeg ville leve af at træne, selv om jeg kunne. Jeg vil ikke leve uden lærerlivet. Jeg elsker relationen med eleverne og at se dem blive til noget”.

“Der er ikke noget bedre, end når de kommer, fire år efter at de er gået ud, og viser studenterhuen: ’Se, Katrine, det gik, som du sagde, jeg kunne godt’”.

“Der er mange, der siger til mig: Du er så omsorgsfuld og god. Men når jeg træder ind i ringen, så bliver jeg en anden”. 

Sidste kamp

Hun mærker det allerede i første minut. Det dybe slag på kroppen. To point for spark i hovedet. Et point for spark på kroppen. Publikum hepper. Træneren råber. Koncentrationen er i top. Kampen er lige. Men hun er bagud på point efter tredje omgang. 

Da dommeren efter seks kampminutter hæver armen på vinderen, er det ikke hendes, der løftes mod loftet.

Hun stortuder og sætter sig ved siden af banen med snot og tårer og tager imod opmuntringen fra trænere og modstandere.

Engang blev hun vred, når hun blev ramt i ansigtet. I dag har hun lært at trække vejret dybt og samle koncentrationen. Det gør hun også i Albufeira, da hun kæmper videre i disciplinen Lightcontact, hvor hun vinder flere kampe og når semifinalen, hvor hun skal kæmpe mod slovakken Ursa Terdin. En kickbokser med en fortid i taekwondo. Det betyder, at hun skal dække siden af kroppen. 

Da dagen er færdig, kan hun træde op på skamlen for tredjepladsen.

Det gør lidt ondt indeni, da medaljen bliver lagt om halsen på hende. Det var hendes sidste chance for at vinde verdensmesterskabet. De andre ved det godt. De træder til side og hiver hende op på skamlens øverste plads, og hendes karriere som senior klappes af.

Ugen efter i træningslokalet på Sportsvej i Esbjerg myldrer forældre og børn ind. “Må vi se medaljen?” “Fik du guld?”

“Prøv selv, om du kan se det”, siger hun og peger på medaljen. Måske er hun 40. Måske er hun blevet en lille bitte smule langsommere, og skader heler ikke helt så hurtigt som tidligere, men hun føler sig i sit livs form. Hun kan slet ikke se noget andet liv end træning, skole og træning.

“Nu skal jeg give veteranerne baghjul. Jeg skal vinde alt, hvad jeg kan, af World Cups og europamesterskaber, hvor jeg stadig kan være med”.