Skoler drejer nøglen om

12 folkeskoler lukker for altid, når eleverne går på ferie til sommer. Det er cirka halvt så mange som sidste år. Men med kommunalreformen skvulper bølgen af skolenedlæggelser igen ind over landet, vurderer flere

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der bliver nedlagt færre folkeskoler til sommer end i de to foregående år.

Forrige år forsvandt 20 skoler fra landkortet, sidste år steg tallet til 25, men til sommer må kun 12 skoler lade livet.

Samtidig smelter 19 skoler sammen til formelt ni skoler, der får fælles ledelse. Dermed fortsætter den tendens, som begyndte for et par år siden, med skoler på flere matrikler.

Det viser en undersøgelse, som Folkeskolen har foretaget blandt samtlige kredse i Danmarks Lærerforening. Halveringen i antallet af lukninger skal dog næppe ses som et tegn på, at politikerne nu har nedlagt så mange skoler, at der ikke er ret mange flere at tage af. Tværtimod.

»At der ingen skolenedlæggelser sker hos os, må ses som stilhed før strukturreformen«, skriver kredsformand Hans Rechendorff fra Øst-Djurs Kredsen i sit svar på undersøgelsen.

Kurt Klaudi Klausen, professor i offentlig organisationsteori og forvaltning på Syddansk Universitet, opfordrer direkte politikerne i de nye kommuner til hurtigt at beslutte, hvor mange skoler der skal lukkes eller lægges sammen.

»Politikerne bør gøre det i ét hug, så de undgår den modstand, der opstår, hver gang de vil nedlægge en skole«, siger han.

Reformen skal ikke have skyld for alle skolelukninger, mener kontorchef Jonatan Schloss fra børne- og kulturkontoret i KL.

»Befolkningen vandrer fra land til by, så der bliver lukket skoler under alle omstændigheder«, siger Jonatan Schloss, der dog ikke vil spå om, hvor mange skoler der kommer til at dreje nøglen om.

Andre opgaver først

Politikerne i de nye kommuner begynder ikke straks at nedlægge skoler, vurderer Per B. Christensen, formand for Børne- og Kulturchefforeningen.

»De skal først have nye opgaver som den vidtgående specialundervisning på plads. Først derefter begynder de at se på, hvad kommunesammenlægningen betyder for strukturen på skoleområdet«, siger han og peger på, at de store omvæltninger først kommer til at ske i anden valgperiode efter strukturreformen.

Så længe venter politikerne i de nye kommuner ikke, mener Jens Færk, formand for Lederforeningen.

»De vil have rationalisering som et politisk mål, og her er det oplagt at se på skolestrukturen. Der bliver ikke nedlagt hundredvis af skoler, men mange mister deres selvstændige status og får fælles ledelse med andre skoler«.

Jens Færk ser fælles ledelse som et plus frem for at bevare små skoler for enhver pris. Men det kræver, at de nye skoler bygges op som én skole med én ledelse, én skolebestyrelse og ét pædagogisk forum, så ansvaret for strategisk ledelse og personaleledelse er samlet omkring én person.

folkeskolen@dlf.org

Skoler, der lukker

Storkøbenhavn

Rødovre: 10.-klasse-skolen ved Milestedet lægges sammen med Valhøj Skole med fælles ledelse, lærere og skolebestyrelse.

Sjælland

Græsted-Gilleleje: Gilleleje Skole og Nellerupgårdskolen lægges sammen med fælles ledelse, lærere og skolebestyrelse.

Stevns: Erikstrupskolen og Skelbækskolen lægges sammen under et nyt navn, men på to matrikler. Det samme sker med Boestofteskolen og Hellested Skole.

Langebæk: Stensved Skole, Kalvehave Skole og Mern Skole lægges sammen med fælles ledelse, lærere og skolebestyrelse under navnet Langebæk Skole.

Lolland-Falster

Maribo: Stokkemarke Skole og Bandholm Skole nedlægges.

Holeby: Fuglse Skole og Errindlev Skole nedlægges.

Fyn

Årslev: Bøgehøjskolen og Rolfsted Skole lægges sammen under navnet Østskolen, men på to matrikler. Det samme sker med Carl Nielsen-Skolen og Nørre Søby Skole, der får navnet Vestskolen.

Søndersø: Skamby Skole nedlægges (omtalt i Folkeskolen nummer 23/2003).

Glamsbjerg: Brahesholmskolen nedlægges.

Haarby: Jordløse Skole nedlægges.

Jylland

Christiansfeld: Christiansfeld Skole og Tyrstrup Skole lægges sammen med fælles ledelse, lærere og skolebestyrelse under navnet Christiansfeld Skole.

Esbjerg: Sædding Skole nedlægges.

Horsens: Endelave Skole lægges under ledelsen på Dagnæsskolen, men fortsætter med egne lærere og skolebestyrelse.

Brande: Uhre Skole løsrives fra fællesskabet med Dalgasskolen og Blåhøj Skole, nedlægges og genopstår som friskole.

Aalestrup: Hvam Skole nedlægges.

Morsø: 10eren lægges under ledelsen på Dueholm Skole.

Støvring: Årestrup Skole nedlægges.

Skagen: Kappelborgskolen nedlægges.