Debat

Børne- og Undervisningsudvalget har øjnene rettet mod frihedsforsøg

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg, med 29 folketingsmedlemmer, er vi meget spændte på at se, hvad frihedsforsøget på dagtilbuds- og folkeskoleområdet kan føre til.

Derfor har vi inviteret de respektive kommuner, Holbæk, Esbjerg, Helsingør og Rebild, til dialog med Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg. Udvalget vil også besøge de respektive kommuner og ønsker direkte dialog med de respektive fagudvalg, for det bliver enormt spændende at se, hvad den øgede frihed fra snærende statslige og kommunale bindinger konkret kommer til at betyde for kvaliteten i de enkelte skole- og daginstitutionstilbud.

Nu har politikere på Christiansborg og de berørte kommuner den udfordring, at man skal rykke et skridt tilbage, følge og observere forsøget. Beslutningerne om organiseringen af frihedsforsøget rykkes helt tæt på de enkelte institutioner og dermed på de enkelte ledere, pædagoger, lærere, forældre og elever. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi er ikke i tvivl om, at der kommer meget godt ud af besøget. Og vi tror, at såvel politikere som andre kommuner kan lade sig inspirere af forsøget. Vi er derfor også glade for, at vi har fået bekræftet, at også KL's Børne- og Undervisningsudvalg vil følge forsøget tæt. 

Inden projektet starter, vil vi i Børne- og Undervisningsudvalget meget gerne tidligt i processen høre, hvordan de enkelte kommuner planlægger arbejdet med forsøgene, og vi har derfor i marts inviteret de pågældende kommuner til at gæste Folketinget. Ligeledes agter vi selv at komme på besøg i kommuner.

Der er mange elementer i et forsøg, som er spændende. For eksempel hvilken proces kommunerne allerede har haft, og hvad de enkelte kommuner forventer at sætte i søen frem mod sommerferien for at klæde skoler og daginstitutioner bedst muligt på til forsøget.

Derudover hvordan man inddrager forældre og elever på en ny måde, og hvordan man skaber tryghed for medarbejdere, når faste strukturer og skemaer måske brydes ned og laves på en helt ny måde. Uden tvivl giver forsøget nogle reaktioner fra lærere, pædagoger, ledere, elever og forældre.

Vores håb er, at rigtig mange vil følge forsøget med interesse, men det er også vores håb, at politikerne husker at holde fingrene væk fra styrepinden. Friheden skal ikke stoppe ved borgmesterkontoret! Den politiske opgave bliver i stedet at suge til os af indtryk og inspiration.

Vi tror på, at forsøget i kommunerne vil tilføre både folkeskolen og børnepasningen nye kvaliteter. For eksempel vise os, hvordan lokal iderigdom kan medvirke til, at vi i folkeskolen giver eleverne en hverdag med bevægelse og mulighed for at bruge kroppen - en af de udfordringer, vi ikke har været dygtige nok til at løfte endnu.

Vi ønsker medarbejdere i Holbæk, Esbjerg, Helsingør og Rebild Kommune et stort held og lykke med forsøget. Vi glæder os til at følge jeres arbejde.