Anmeldelse
Familien bli'r hvad den spiser
Familien bli'r hvad den spiser
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I "Familien bli'r hvad den spiser" findes opskrifter til børnefamilier med børn fra 2-18 år. Den handler om sund mad til børn, om at dyrke mere motion, drikke mere vand og at sørge for at få sin søvn.
Fakta:
Titel: Familien bli'r hvad den spiser
Forfatter: Lene Hansson
Pris: 249,95 kroner
Sider: 217 sider
Type: Bog
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Som alle Lene Hanssons bøger tager kogebogen udgangspunkt i syre/base-kost. Teorien er, at man får en bedre fordøjelse ved at efterleve konceptet om at adskille stivelse og proteiner. Der opfordres til, at 1/3 af maden består af syredannende mad, og 2/3 af en dagskost udgør basedannende mad.
Denne teori og metode indgår i alle opskrifterne. Hvis man har et barn, som er glutenallergiker, findes der også glutenfri opskrifter i kogebogen. Der er en oversigt over vitaminer og mineraler, som beskriver, hvilke egenskaber og gunstige effekter disse har i kroppen. Bagest i bogen finder man en reklamesøjle med Lene Hanssons krydderier og køkkengrej. Gode tip i forbindelse med madlavning er altid kærkomne, men udsalgsvarer hører ikke hjemme i en kogebog, som folk betaler for.
Bogen indeholder forslag til morgenmad, brunch, frokost og madpakker, aftensmad, desserter, sund fastfood, mad til fest og fødselsdag med videre. Børnene skal med i køkkenet og tilberede maden. Forfatteren har på en lejrtur med sin søns klasse erfaret, at børn perciperer ved at deltage i madlavningen. Erfaringspædagogikken har ikke levet forgæves - "learning by doing" som John Dewey siger.
Kogebogen indeholder 70 opskrifter. Cirka hver anden opskrift er illustreret med flotte farvefotos. En kreativ, informativ og gennemarbejdet kogebog, der læner sig op ad enkle diætprincipper.