Anmeldelse
Tænk - Guide til sunde og smagfulde fødevarer
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Forbrugerbladet "Tænk" har i denne lille bog samlet en stribe af fødevaretest og krydret dem med tips og råd om alt lige fra ernæring til oplysning om fødevarekontrollens rolle.
Fakta:
Titel: Tænk - Guide til sunde og smagfulde fødevarer
Pris: 129 kroner
Sider: 98 sider
Serie: Tænk - Guide til ...
Type: Hæfte
Forlag: Informations Forlag
Bogen er layoutmæssigt tiltalende med afsnit inddelt i forskellige farver og med mange billeder. Efter et kort, introducerende afsnit om Spismærket, Energiprocent og kostråd følger afsnittene Kød og fisk, Mejeri, Frugt og grønt, Brød og kartofler. I disse afsnit er indlagt forskellige "Fakta", "Gode råd" og "Test".
"Tænk" anvender det nye ernæringsmærke ("Spismærket") i sine test og har tilføjet sin egen smiley - som oven i købet også er inddelt i rød, gul og grøn. Det er en uhensigtsmæssig sammenblanding, der kun kan forvirre læseren, idet Spismærket er en frivillig mærkning, som producenter kan anvende på færdigpakkede produkter, mens smiley er et redskab, fødevarekontrollen anvender ved besøg i fødevarevirksomheder.
Testene er meget ujævnt skrevet og følger ikke samme skabelon. Det gør dem vanskeligt tilgængelige for læseren, og man fornemmer, at det er temmelig tilfældigt, hvilke test der er med.
Terminologien i de oplysninger, der gives om næringsstoffer, er inkonsekvent, og der er en forvirrende sammenblanding af kilojoule og kalorier, ligesom det er tilfældigt, hvad man vælger at give oplysning om. Værre er det dog, at der er talrige fejlagtige oplysninger om ernæring. Et enkelt eksempel af mange: I afsnittet Protein står der, at kulhydrater indeholder færre kalorier per gram end protein. De indeholder det samme, hvilket også kan læses andre steder i bogen.
De gode råd er flere steder uprofessionelle, og når man giver gode råd om tilberedning af kød og under "Kogning" udelukkende skriver om braisering - som er en stegemetode - så er det ikke nogen hjælp til forbrugeren. De nævnte eksempler er tilfældigt udvalgt, men der er mange af dem. Dette harmonerer ikke med den faglighed, der er tilsigtet i bogen, men som desværre forløses dårligt.