Anmeldelse
Vi skal spise!
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Katrine Klinkens nye bog "Vi skal spise!" giver nyt liv til klassikerne, så kartoffelsuppen stråler af karryflødeskum, og lasagnen bugner af rejer. Alle opskrifterne består af en grundopskrift, der kan varieres og fornyes efter store og små smagsløg. Det er en kogebog for hele familien, ikke noget med voksenmad eller børnemad, men en kogebog, der tager hensyn til, at børn og voksne meget ofte har forskellig smag - for eksempel kan krydderurter som rosmarin og timian tilsættes, efter at børnenes portion er serveret, ligesom appelsinsalaten kan være valgfrit tilbehør.
Fakta:
Titel: Vi skal spise!
Forfatter: Katrine Klinken
Pris: 249 kroner
Sider: 175 sider
Type: Bog
Forlag: Thaning & Appel
Bogen er en kreativ håndsrækning til familien, der ønsker at lave god og sund mad, som kan nydes af både børn og voksne. Den er også et opråb mod præfabrikeret mad og en hyldest til kvalitetsråvarer. Der er gode råd til, hvordan man køber ind og planlægger, desuden en praktisk skabelon til en madplan lige til at bruge.
Selv om forfatteren fokuserer på familien og de mindre børn, vil denne gode bog også være velegnet på hylden i hjemkundskab og give ideer til planlægning og indkøb samt variation af de gamle kendte retter. Mange helsidesbilleder pryder bogen, ligeledes billeder, hvor børnene tager del i forberedelse af maden. Bogen vil også være en glimrende gavebog.