Debat

Hvorfor KLM i læreruddannelsen?

I netop disse dage forhandles reform af en ny læreruddannelse. I ministerens udspil til en ny læreruddannelse foreslås faget Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab (KLM) afskaffet og det har der været stor debat af. Derfor giver jeg her Enhedslistens bud på, hvorfor der fortsat skal være en selvstændigt fag i læreruddannelsen med fokus på religionsforståelse, livsanskuelser og medborgerskab.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I Enhedslisten vil vi bevare læreruddannelsens fag Kristendomskundskab, Livsoplysning og Medborgerskab (KLM). Men det er ikke fordi vi pludselig har skiftet den røde fane ud med et kors – tværtimod. Det er fordi vi ønsker en folkeskole, der ikke kun er faglig stærk, men også en skole der danner og udvikler børn som hele mennesker.

Derfor ønsker vi også at ændre det store kristendomsfokus til et generelt fokus på religionsforståelse, ligestillet med fokus på kultur, livsanskuelse, etik, filosofi og medborgerskab.

Og hvorfor så det?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Når vi retter blikket mod folkeskolen i dag, så ser vi et skolesystem der over de seneste år har intensiveret fokus på læringsmål, test, evalueringer og karakterer. En folkeskole der i højere grad er blevet en faglig læringsmaskine med det overordnede formål at producere vækstskabende individer, der kan øge landets BNP.

Selvfølgelig skal folkeskolen være i stand til at skabe faglig læring hos eleverne, men det må aldrig stå alene. Vi har brug for en folkeskole, hvor eleverne får viden, forståelse og respekt for forskellighed, både værdimæssigt, kulturelt og religiøst. En folkeskole hvor elevernes horisonter udvides og hvor de klædes på til at forholde sig kritisk til både samfund, religion og kultur. Hvor eleverne rustes til at finde vej gennem dilemmaer og til at træffe selvstændige beslutninger, og en skole hvor eleverne bliver i stand til at fremme fællesskab og mangfoldighed gennem engagement i samfundet.

Der er vel ikke nogen tvivl om, at en sådan opgave kræver en del af folkeskolelærerne.

Samtidig er folkeskolen jo også der hvor lærere, ledere, elever og forældre mødes om en fælles skole, på trods af – eller på grund af, at de hver især har mange forskellige kulturelle, religiøse og værdimæssige afsæt. Også dét skal lærerne kunne forholde sig til, have respekt for og med forskelligheden for øje, kunne træffe beslutninger der rækker ind i elever og forældres hverdag og afsæt.

Folkeskolelærerne bærer således et kæmpe ansvar, der i den grad kræver, at lærerne er klædt godt på til arbejdet, også når det rækker ud over det faglige. Og her kommer læreruddannelsen jo naturligt til sin ret.

Så når vi nu slår bremsen i i forhold til KLM-faget, så er det fordi vi ikke vil fortabe os i også at indrette læreruddannelsen, så den i mere snæver grad fokuserer på decideret faglig læring. For når regeringen foreslår at fjerne KLM-faget, så er der bestemt ikke taget højde for, at den grundlæggende viden og de meningsfulde kompetencer som de lærerstuderende opnår gennem et sådan fag, vil opnås andetsteds i uddannelsen.

Når der skal et selvstændig fag til, så er det fordi vi er nødt til at skabe et rum, hvor de lærerstuderende kan uddannes til denne store opgave, uden at dannelsesværdierne ses som middel til at opnå andre faglige mål. At udvikle børn i folkeskolen der respekterer forskellighed og anerkender et mangfoldigt samfund, hvor fællesskabet bliver skabt gennem aktiv deltagelse, kræver, at lærerne forstår verden omkring sig og kan skabe udviklingen i hele folkeskolen, og ikke bare i de enkelte fag. F.eks. skal denne udvikling og disse værdier også være udgangspunkt for skole-hjem samarbejdet, frikvarterenes indretning, lejrturene osv.

I Enhedslisten er vi ikke ude på at føre kristendommen frem, vi er ej heller i gang med at nedprioritere de pædagogiske fag i uddannelsen. Helt simpelt vil vi bare gerne sikre, at der er et selvstændigt fag i læreruddannelsen med fokus på religionsforståelse, livsanskuelse, etik, filosofi og medborgerskab, så fremtidens lærere bliver i stand til at skabe rum for barnets/det unge menneskes udvikling – både fagligt, personligt, socialt og værdimæssigt.