Anmeldelse

Ved det grønne bord, engelsk

Ved det grønne bord, engelsk

Klik for at skrive manchettekst.

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Ved det grønne bord" er en serie af dvd'er, der sigter efter at vise autentiske prøvesituationer. Denne anmelder har haft fornøjelsen af at bruge dvd'en, der drejer sig om folkeskolens afgangsprøve i engelsk i 9. klasse.

Fakta:

Titel: Ved det grønne bord, engelsk

Type: Dvd

Forlag: PTV film

Dvd'en viser to prøvesituationer med vidt forskellige præstationer, som elever og lærere kan få rigtig meget ud af at se. Man kan udskrive de to elevers dispositioner og lærerens prøveoplæg. Der gives også en kort introduktion til, hvordan den tænkes anvendt i klasserne.

De afgangselever, jeg viste dvd'en for, reagerede meget positivt på den. De syntes, det var spændende at se en autentisk prøvesituation, så de kunne få afmystificeret selve prøven. De kom med mange skarpe iagttagelser af de to eksaminationer, blandt andet niveauet af pigens grammatiske kundskaber, og at drengen forhastede sig så meget, at han i nogen grad spændte ben for sig selv. De lagde mærke til, at eksaminator i voteringssituationen bagefter indirekte lagde pres på censor ved at lægge vægt på de positive aspekter af den enkelte prøve og ved at skynde sig igennem tjekpunkterne. Det skal så dertil siges, at censor modstod dette pres.

Før vi iagttog voteringerne, snakkede vi om karakterer for de to præstationer. Eleverne var generelt skrappere med karaktererne end de to lærere på dvd'en, men de har jo heller ikke deres egen erfaring fra prøven at bygge på. I den forbindelse fik vi en god snak om de elementer, der vægtes i redegørelsen og samtalen. Alt i alt gav de udtryk for, at de havde lært meget ved at se de to eksaminationer og ved at tale om dispositioner og prøveoplæg.

Som lærer er det specielt spændende at overvære selve voteringen. Man iagttager, hvilke mekanismer der mere eller mindre automatisk går i gang, når eksaminator og censor skal diskutere den samlede karakter. Det giver stof til eftertanke og kan måske være med til at opkvalificere selve prøvesituationen til gavn og glæde for både elever og lærere.