Anmeldelse
Lost in Cyberspace
Klik for at skrive manchettekst.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Denne titel henvender sig sprogligt og indholdsmæssigt til 6. eller 7. klassetrin. Bogen er fint illustreret med gode gloselister, opgaver til hvert kapitel og meget varierede ekstraopgaver på hjemmesiden www.easyreader.dk. Da dette materiale er skrevet af en amerikansk forfatter, ser man for eksempel på forskellen mellem amerikansk og britisk engelsk med hensyn til stavning.
Denne bog handler om den elleveårige newyorkerdreng Josh, hvis mor og far lige er blevet separeret. Faderen er flyttet til Chicago, hvilket ikke mindsker drengens følelse af savn. Desuden hjemsøges familien af nogle forstyrrede au pair-piger, som opfører sig totalt vanvittigt.
Josh har vennen Aaron som sit faste holdepunkt gennem hele historien. Denne dreng er en fuldkommen computernørd, der bringer begge drenge ud på en tidsrejse i cyberspace. De lander hos nogle af de rigmandsfamilier, der levede i de huse, som nu rummer drengenes skole.
Det lykkes også at transportere nogle af disse personer fra fortiden frem til nutiden, hvilket selvfølgelig skaber en vis ravage. Blandt andet må en tjenestepige fra gamle dage i en periode bo hos Joshs familie, da Aaron ikke kan finde ud af at få hende sendt tilbage til hendes samtid. Alle problemer løses dog til sidst på tilfredsstillende vis.
Personligt er jeg ikke selv vild med dette science fiction-agtige præg, men det skal nok appellere til mange drenge på ovennævnte klassetrin. Der er dog også realistiske træk i bogen, så selv om hovedpersonen lever en meget privilegeret tilværelse på samfundets solside, kommer han også ud for problemer.