Anmeldelse
Pit Stop Beginners # 0-2
Lidt lidt for pengene
"Pit Stop" har tilføjet et indskolingsmateriale til sit store bogsystem i engelsk. Det lever ikke helt op til standarden.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Engelsk i indskolingen bør være nærværende, fantasifuldt og sjovt, så faget kan give eleverne et pust fra den store verden. Som lærer skal du både levere sprog og kulturformidling og skabe trygge rammer i klassen. Det kan være svært at finde en succesfuld fremgangsmåde på alt dette i en bog. Netop fordi indskolingsengelsk handler om nærvær og sproglig selvtillid, er det vigtigt, at læreren har fagligheden på rygraden, så hun kan sætte en kurs, handle på opståede ideer og tage imod input fra eleverne for derved at fremme samarbejdet mellem lærer og elev.
Fakta:
Titel: Pit Stop Beginners # 0
Forfatter: Trine Sofie Lausten
ISBN: 9788723500915
Pris: 313
Forlag: Alinea
Titel: Pit Stop Beginners #1
Forfatter: Trine Sofie Lausten
ISBN: 9788723500991
Pris: 469
Forlag: Alinea
Titel: Pit Stop Beginners # 2
Forfatter: Trine Sofie Lausten
ISBN: 9788723500984
Pris: 469
Forlag: Alinea
Titel: Pit Stop Beginners # 0-2
Forfatter: Trine Sofie Lausten
ISBN: 9788723501011
Pris: 1.813
Sider: 56
Type: Lærervejledning
Forlag: Alinea
Desværre er langtfra alle engelsklærere i indskolingen rustet til jobbet. I år, hvor flere skoler er startet med tidlig engelskundervisning, kan flere dansklærere i indskolingen genkende, at de bliver bedt om også at undervise deres klasse i engelsk.
Dette system kan være en hjælp. Det tager fat på de almindeligste emner for begynderengelsk. For at følge lærervejledningen og bruge elevhæfterne behøver man ikke erfaring eller uddannelse i faget. I lærervejledningen er der lette ideer og aktiviteter, heriblandt finder man mange klassikere som Simon says, frugtsalat, I spy, bingo, memory og cooperative learning-strukturer. Til hvert emne er der små elevhæfter med for eksempel tal og farver, også fremgangsmåden til disse hæfter er beskrevet særdeles grundigt i lærervejledningen. Til alle emnerne ligger desuden opgaver, sange, rim og remser for interaktivt whiteboard tilgængeligt på "Pit Stop"s hjemmeside.
Elevhæfterne er et engangsmateriale. De er korte, og hvert lille hæfte dækker et emne, så en elev får op til seks hæfter på et år. Jeg kan lide layout og indhold i hæfterne, men ikke til prisen, den skal ned i et andet leje, for at hæfterne har deres berettigelse.
Jeg er generelt glad for "Pit Stop"-systemet, men i dette materiale savner jeg i den grad inspiration til den uddannede engelsklærer.